Dyre lyttere

Her på falderebet et par ord om Radio24syv. For et par dage siden kom de seneste lyttertal for den nye radiokanal - og det må være deprimerende læsning for radioens ejere, radioens ledelse, radioens medarbejdere og - ikke mindst - for det snævre politiske flertal med daværende kulturminister Per Stig Møller i spidsen, der gennemtvang, at licensbetalerne skulle finansiere en ny, privatdrevet public service snakkeradio for lidt under 100 millioner kroner om året. 150.000 lyttere eller 1,3 procent af den ugentlige lytning er den foreløbige status. Omregnet i danske kroner er det cirka 600 kroner per lytter, hvilket må siges at være - for at sige det mildt - ret dyrt.

Per Stig Møller, hvis kulturpolitiske og ikke mindst radiopolitiske viden og holdninger er fast forankret i middelalderen, sagde med en ukarakteristisk humor, at hvis radioen blev en fiasko, kunne man jo bare kalde den Radio Møller. Samtidig med, at han som minister godkendte nogle sendebetingelser, der næsten garanterede en fiasko, fordi de stakkels mennesker, der skulle drive radioen ikke ville være i stand til at drive professionel og succesrig radio på de betingelser. Der er ingen grænser for, hvilke latterlige regler, Radio24syv skal overholde, og når man omsætter reglerne til økonomi, får selv knapt 800 millioner over 8 år ben at gå på. Man har konstrueret en radio, der er tvunget til at gå på kompromis med faglighed, research og selvstændig nyhedsindsamling næsten hver eneste time for at få pengene til at passe. Der er regler for stofområders placering, omfang og indhold. Der er stramme regler for genudsendelser, som ingen professionel radiostation af den karakter ville drømme om at have, der er statslige regulativer for stort set alting, undtagen lyttertallet.

Det svarer til at bygge et hus uden arkitekter, ingeniører eller håndværkere, hvor et snævert flertal bestående af politikere skulle finansiere, designe, og konstruere det hele efter tilfældige principper. I dette tilfælde var formålet med fejlkonstruktionen, at DRs monopol på taleradio skulle brydes, som det hed. Det modsatte er nærmest sket. Enkelte politikere, herunder den tidligere kulturminister, var så kålhøgne at erklære, at denne radiostation ville få samme betydning for radiosituationen i Danmark, som TV 2 fik det med monopolbruddet i 1988. Alene den ønskedrøm viste omfanget af uvidenhed om mediesituationens udvikling i Danmark i de sidste 23 år. Radio24syv er mediepolitikernes IC4-tog. Det koster millioner, det er fejltænkt og fejlkonstrueret og i modsætning til togene, kan man ikke bruge ekstra millioner på at fixe det eller revidere sendebetingelser eller økonomi. Den otteårige aftale kan ikke uden videre ændres eller opsiges.

Men der er 7 år og 9 måneder til at ledelsen og medarbejderne - eller den eller de kommende eventuelt skiftende ledelser og ejere - kan forbedre situationen. Det kræver blod, sved og tårer og formentlig nytænkning af en idé om, at radio ikke behøver at være så svært. Det tilkommer ikke mig, at give karakter til en helt ny kollega, der famler sig frem i et benhårdt, formateret radiomarked, kun at udtrykke stor sympati for de mennesker, der skal få et politisk dyr uden arme eller ben til at bevæge sig.