En and om en sut

Her på falderebet en nyhed. Retten i Glostrup har for lidt under en time siden, her fredag eftermiddag, bestemt, at ugeavisen Søndagsavisen skal betale en rekordstor erstatning på 750.000 kroner, fordi avisen for knapt to år siden bragte en artikel, der hævdede, at en såkaldt natursut var, som overskriften lød, "fyldt med sprængfarlig kemi".
 
Historien om natursutten er en historie om flere af moderne mediers smitsomme journalistiske sygdomme. Om, hvordan et enkelt medies fejlagtige historie i løbet af tre dage ukritisk blev spredt ud over hele landet og mange medier. Den handler også om den voksende brug af mere eller mindre troværdige tests. Og den handler om, at når en redaktion har lagt sig fast på en historie, så ignorerer redaktionen et klokkeklart dementi - og så handler den om, at selvom Pressenævnet fælder en dom, så hjælper det ikke meget, når en falsk historie ødelægger en virksomhed.

Historien begynder i vinteren 2010, hvor Søndagsavisen hyrer et tysk laboratorium til at undersøge en sut, der sælges under navnet "Natursutten", fordi den består af naturligt gummi. Den fremstilles i Tyskland og importeres af et dansk firma ved navn Ecobaby.

I begyndelsen af marts meddeler Søndagsavisen Ecobabys indehaver Anne-Dorthe Schrøder, at undersøgelsen viser, at sutten indeholder ftalat i en størrelsesorden, der ligger langt over de tilladte grænseværdier. Hun bliver chokeret og kontakter straks den tyske fabrikant. Laboratoriet, der hedder Eurofins, konstaterer hurtigt, at man har lavet en fejl. De sender den 4. marts - umiddelbart før avisens deadline - en mail til Søndagsavisens journalist Jens Aagaard, hvor de trækker rapporten tilbage og beder journalisten destruere den. Jeg har mailen liggende her foran mig. Journalisten har tidligere i telefonen fået at vide, at der er noget galt med undersøgelsen.
 
Dagen efter, fredag den 5. marts 2010, offentliggør Søndagsavisen på sin hjemmeside den ellers tilbagekaldte rapport under overskriften "Sutter fyldt med farlig kemi". I den trykte udgave søndag fylder historien det meste af forsiden og en side inde i bladet. Og historien er allerede lynhurtigt spredt ud i hele landet i mange medier via Ritzau. Og ikke overraskende falder salget af natursutten drastisk, og importøren kimes ned af vrede og bekymrede forældre. Ugen efter trækker Søndagsavisen - i en notits på forsiden og en notits på side 2 - "dele af testen tilbage", som det hedder. Senere falder der en kendelse i Pressenævnet, hvor Ekstra Bladet pålægges at bringe et genmæle, fordi de har bragt historien uden at efterforske om oplysningerne var korrekte.
 
Anne-Dorthe Schrøder sagsøger Søndagsavisen og kræver en million i erstatning. Det er skønsmæssigt hendes tab - altså hendes skøn. Sagen ruller og er sluttede altså foreløbig i dag. Arne Ullum, chefredaktør og direktør for Søndagsavisen, fortalte mig for få timer siden, at avisen og journalisten lavede en fejl og har beklaget fejlen. Det skal der ikke herske tvivl om, siger han. Han stiller sig tvivlende overfor det skøn, der ligger til grund for erstatningens størrelse og hvis han - når han har læst dommen - mener at grundlaget for beløbsstørrelsen er forkert skønnet, vil han af principielle grunde appellere dommen. Men den beslutning er ikke taget endnu.
 
Forud for dommen i dag har Søndagsavisen forsøgt at indgå forlig med Anne-Dorthe Schrøder. Men hun har stædigt holdt fast. Kilder fortæller, at hun og hendes rådgivere fandt tilbuddene alt for små - og de har fortolket dem som den rige modparts forsøg på at udmatte en ikke specielt velhavende sagsøger, hvis advokatomkostninger vil stige i takt med den tid, der går. 
 
I en tid, hvor laboratorietests og meningsmålinger spiller en større og større rolle i journalistikken, giver sagen anledning til virkelig skærpet opmærksomhed omkring målingernes kvalitet. Den understreger vigtigheden af, at journalister og redaktioner ikke bringer historier, hvis der er den mindste tvivl om deres rigtighed - og slet ikke, hvis de direkte er blevet gjort opmærksom på det. Den er interessant, fordi dens videre forløb i medierne viser, hvordan historier - også forkerte historier - lynhurtigt spredes ukritisk til alle medier, fordi der stort set ikke finder en selvstændig efterforskning sted, når først et medie har bragt historien. Det er foruroligende, men ikke overraskende.