preload loader

Forskel på folk

På falderebet 30. november 2012 kl. 13:55 på P1

Her på falderebet vil jeg fortælle om en telefonsamtale, jeg havde med en vaskeægte spindoktor forleden. Jeg ringede til partiet Venstres Michael Børsting for at få bekræftet eller afkræftet en historie, jeg havde hørt.

Nemlig, at Venstre mandag henvendte sig til DR Sjælland for at fortælle, at Venstres formand Lars Løkke Rasmussen onsdag ville være i området, og at han stod til rådighed for P4 Sjælland, hvis de ønskede det.

Redaktionen i Næstved drøftede tilbuddet og meddelte Venstre, at de syntes, det ville være en god ide at få Lars Løkke i studiet sammen med Socialdemokraternes politiske ordfører Magnus Heunicke. De to politikere er nemlig valgt i samme sjællandske storkreds.

Herefter meddelte Venstre, at det ville Løkke ikke, og så var den ikke længere. Jeg sendte en e-mail til Børsting, som så ringede mig op og indledte med - helt selvfølgeligt, lød det - at sige, at han gik ud fra, at vi talte til baggrund, altså uden for referat.

Jeg sagde, at jeg principielt ikke taler til baggrund med spindoktorer og derfor ikke ville gøre det. Så var den på plads. Børsting fortalte derefter, at DR Sjællands forslag om en debat var blevet afvist, fordi - som han udtrykte det -  "vi kan ikke have ham rendende rundt og diskutere med hvem som helst".

Den særlige rådgiver forklarede herefter, at det ville være svært at styre, som han udtrykte det, og at sådan gjorde Helle Thorning også, da hun var oppositionsleder.

Med andre ord, oppositionens leder går kun i debat på radio eller tv med statsministeren, fordi, som Børsting sagde det, politik i dag er jo en slags præsidentvalgkampagner. Underforstået - og det er min fortolkning - vælgerne stemmer ikke på partier eller lokale kandidater - de vælger mellem to statsministerkandidater.

Jeg optog ikke samtalen på bånd, men tog ret omhyggelige noter. Men bed mærke i den selvfølgelighed, som den særlige rådgiver tog for givet, at en samtale, der drejede sig om at få et konkret svar på et konkret spørgsmål, ikke skulle refereres.

Altså at der næsten automatisk blev givet kildebeskyttelse. Det synes at være en rutine, og det er en anelse bekymrende.

Det er absolut ikke bekymrende, at DR Sjællands redaktion traf et redaktionelt valg. Det er heller ikke bekymrende, at en politiker vælger at sige nej til at komme i radioen eller i tv for at debattere. Det er hans soleklare ret.

Det, der kan vække bekymring, er måske mere den overordnede tendens til, at toppolitikere ikke vil diskutere offentligt med andre end såkaldt ligeværdige modstandere.

Så er der en risiko for, at politik bliver elitært, medierne får svært ved at videreformidle andet end det iscenesatte. Hvad enten det er toppolitikere sammen med toppolitikere, eller toppolitikere, der møder folket på velorganiserede turneer.

 

Send eller anbefal link

Af:

Lasse Jensen

 
 

Fredag 13.03

 

Lørdag 11.03 på FM og mandag 20.03 på digital radio

 

Få Mennesker og medier som podcast

Hvis du vil abonnere på dette program, har du følgende muligheder:

  • iTunes
    Klik her, hvis du henter programmer med iTunes
  • XML
    Højreklik og kopier linkadresse

Læs mere om podcasting her

 
 
 

Seneste fra Orientering

Seneste fra Orientering
 

Seneste fra DR Indefra

 

 
 
 
 
Du er her: dr.dk > P1 > Mennesker og medier > Kommentaren

© Copyright DR 2013. Materialet må ikke gengives uden tilladelse jævnfør lov om ophavsret.