Når fortiden indhenter dig
Mennesker og medier 19. juni 2009 kl. 13:03
på
P1
I P1-programmet ”Sproglaboratoriet” kom en gæst til at citere Pia Kjærsgård for noget, hun ikke havde sagt.
Det medførte – på foranledning af Ole Hyltoft, næstformand i DR’s bestyrelse – en rettelse. Udtalelsen – og rettelsen – blev derefter fjernet fra udsendelserne. DR’s lytter- og seerredaktør Jacob Mollerup sagde tirsdag i P1-programmet ”DR Indefra,” at det var en dum løsning.
I årevis har medierne rettet, dementeret og beklaget fejl, når de opdages. Men nu – hvor en meget stor del af mediernes indhold er tilgængeligt på nettet, er fejlretning blevet en kompliceret affære.
Fejl for evigt
For skal man bare fjerne fejlene og dermed lade som om, de aldrig fandt sted?
Spørgsmålet diskuteres på mange redaktioner, hvor man også er begyndt at tænke over, at alt, hvad man offentliggør, er tilgængeligt for offentligheden i højere og højere grad.
En lille ubehagelig historie for 10 år siden vil forfølge dig, når du søger et job og chefen på sekunder googler sig frem til dit liv.
Indavl i DR
DR-bestyrelsens næstformand, forfatteren Ole Hyltoft er en aktiv debattør – ikke mindst om DR. Den tidligere socialdemokratiske kulturpolitiker repræsenterer nu Dansk Folkeparti.
I denne uge foreslog han, at bestyrelsen bør ansætte hele cheflaget under DR’s direktion.
Der er for meget indavl, mener han. Han er bekymret for røde tendenser i DR’s dramaproduktion og han kæmper for mere danskhed over hele linjen i DRs programmer.
Og han kæmper kampen offentligt. Til stor irritation for politiske modstandere og tydeligvis også angstfremkaldende for mange i DR.
Skal et bestyrelsesmedlem i DR være ”professionel” eller ”politisk” og kan man være begge dele? Det er et af de spørgsmål, som Lasse Jensen stiller Ole Hyltoft, som er Ugens Gæst i studiet.
Når reality er public service
I sin afsluttende kommentar tilstår Lasse Jensen, at han er trofast seer af programmet ”Luksusfælden” på TV3.
I en tid med hjernedøde reality- og underholdningsprogrammer på alle kanaler, er programmet både underholdende, virkeligt – og et eksempel på moderne Public Service (dette svære, udefinerbare begreb). Man bliver både underholdt, chokeret – og klogere.