Eksperter om eksperter
Mennesker og medier 25. december 2009 kl. 13:03
på
P1
Mediernes brug af eksperter er voldsomt stigende. Mennesker og Medier har bedt Infomedia om at undersøge hvilke eksperter, der blev brugt mest i det forløbne år i de store dagblade indenfor områderne Økonomi, Medier og Politik. Cheføkonom Jes Asmussen, Handelsbanken topper listen sammen med Jyllands Postens kommentator Ralf Pittelkow og professor Anker Brink Lund, CBS. De diskuterer ekspert-rollen i medierne i studiet.
Konsekvens-eksperter
Når det drejer sig om klimadækningen er de vigtigste eksperter de, der mærker forandringerne direkte, mener DR Nyheders klimakorrespondent Steffen Kretz. Sådanne mennesker kaldes ”konsekvenseksperter” og det er dem, Kretz har valgt frem for de ”rigtige” eksperter når han har dækket klimasituationen, fortæller han til Mennesker og Medier.
At være kendt... i medierne
Skuespilleren Paprika Steen og hendes bror musikeren, tekstforfatteren og skuespilleren Nikolaj har været i vælten – og i medierne – de seneste måneder. Paprika Steen har haft succes med filmen ”Applaus” og Nikolaj Steen med TV-serien ”Manden med de gyldne ører” og 1. juledag debuterer han som filminstruktør med filmen ”Old Boys”. Journalisterne har stået i kø for at interviewe dem. De er Ugens Gæster hos Lasse Jensen.
Årets julekalender
I sin ugentlige kommentar forsøger Lasse Jensen at undgå at tale om julen, men kan ikke lade være. Midt i julestads, nisser, genudsendelser af julekalendere og en uendelig række af juleønsker er han faldet over en TV-kanals helt usædvanlige anti-julekalender: 24 afsnit af en amerikansk krimi-serie.