Kommentator, analytiker, rådgiver...
Mennesker og medier 15. januar 2010 kl. 13:03
på
P1
Michael Kristiansen er den ene af to kommentator-værter på TV2 News-programmet ”Mogensen og Kristiansen”. Men han er også – ifølge TV2-Nyhederne i denne uge – en af de tre nærmeste rådgivere for statsminister Lars Løkke Rasmussen. Han er også succesrig kommunikationskonsulent for flere af erhvervslivets tunge drenge.
Har han for mange kasketter på? Han er Ugens Gæst.
Selvcensur eller almindelig takt
En undersøgelse blandt danske kunstnere foretaget af ugebrevet A4 viser tilsyneladende, at et flertal af kunstnerne udøver selvcensur. Undersøgelsen er blevet bredt omtalt i medierne og har fået kulturministeren til at ringe med alarmklokkerne og indkalde til krisemøde.
Kristeligt Dagblad advarer i en leder imod at kæde ”selvcensur” sammen med Muhammed-tegningerne og Islam.
- Vi lægger konstant bånd på os selv af hensyn til andre mennesker – og det bør vi anstændigvis holde fast ved, skriver debatredaktør Jakob Holm.
Andre har kritiseret undersøgelsen for at være misvisende, mens Morgenavisen Jyllands Postens lederskribent mener, at ”volden har virket” og at det er nu vigtigere end nogensinde at medierne holder fast i debatten.
I studiet: Redaktør Jan Birkemose, Ugebrevet A4, Chefredaktør Jørn Mikkelsen, Jyllands Posten og Debatredaktør Jakob Holm, Kristeligt Dagblad.
Fox stormer frem
Den amerikanske kabel kanal Fox News har overhalet alle andre TV-nyhedskanaler og tjener flere penge end alle de andre. Og nu har kanalens farverige chef Roger Ailes hyret den tidligere vicepræsidentkandidat Sarah Palin som studievært – mens han indtager rollen som mediemogulen Rupert Murdochs mest succesrige og mest højreorienterede chefredaktør.
100.000 dræbt – nogen danskere?
Den største naturkatastrofe siden Tsunamien ramte tirsdag Haiti. Verdenspressen måtte i første omgang nøjes med andenhåndsberetninger. I sin afsluttende kommentar kigger Lasse Jensen på dækningen og ikke mindst fascinationen af eventuelle danske ofre. TV2 fandt en dansk vinkel. En murer fra Hjørring, som befandt sig som turist i nabolandet men det fortalte TV2 ikke.