Sæsonens første knald
Mennesker og medier 19. februar 2010 kl. 13:03
på
P1
….sådan annoncerede TV3 et af de fire afsnit af ”Paradise Hotel” som blev sendt i denne uge. Tv-Serien om intriger, sex og fester i troperne tiltrækker fortsat et stort antal meget unge seere. Intet er tilsyneladende helligt og reality-tv udvikler sig væk fra det spontane og hen imod meget iscenesatte koncepter. Der er ikke mangel på unge medvirkende, der håber på de berømte fem minutters berømmelse. I studiet psykolog og forfatter Stefan Lock Jensen, journalist Karen Margrethe Schelin, Berlingske Tidende og producent Trine Frovin, Mastiff.
Forsvaret og pressen – i USA
Da New York Times gravede sig frem til en nyhed om at en fremtrædende Taleban-leder var blevet anholdt holdt redaktionen historien tilbage i flere dage efter anmodning fra Det Hvide Hus. Tidligere gik The Times med til at lade afsnit af en kontroversiel militær-rapport om situationen i Afghanistan udgå efter aftale med militæret. Chefredaktør Bill Keller fra New York Times har i et interview med en amerikansk radiostation fortalt om det seneste eksempel på, hvordan pressen og myndighederne faktisk samarbejder.
Plummer og lækagen
DR-generaldirektør Kenneth Plummer er blevet udsat for voldsom kritik i pressen forn sin håndtering af DR’s rolle i den verserende sag om forsvarsministeriets spindoktor Jakob Winthers påståede læk af fortrolige oplysninger. Plummer har nu fået den lydfil tilbage, som en nu fratrådt DR-medarbejder gav til filminstruktøren Christoffer Guldbrandsen og Generaldirektøren har nægtet udlevere den til politiet og hans Nyhedsdirektør Ulrich Haagerup er blevet klemt mellem sin chef og det journalistiske krav om åbenhed – og principperne om kildebeskyttelse. Nu kritiseres generaldirektøren for at have inddraget sin bestyrelsesformand i sagen. Kenneth Plummer er Ugens Gæst hos Lasse Jensen
Snakkende journalister
I sin ugentlige kommentar ”På Falderebet” funderer Lasse Jensen over, hvordan og hvorfor lækage-sagen er blevet en sag. Det kan den kun være blevet, fordi journalister tilsyneladende ikke kan holde tæt. Nogen har fortalt nogen om en fortrolig kilde. En fhv. DR-medarbejder har også fortalt nogen, at han havde lavet den lydoptagelse, som kostede ham jobbet. Alle snakker med alle – og princippet om at ”tale udenfor referat” er tilsyneladende blevet så udbredt at det kan blive et problem.