Fra Facebook til forsiden
Mennesker og medier 30. april 2010 kl. 13:03
på
P1
Verdens (og Danmarks) absolut største sociale medie er Facebook. For nyligt har ejerne af Facebook indført nye regler, der gør det endnu lettere at få indblik i brugernes privatliv.
I denne uge protesterede fire amerikanske senatorer imod Facebooks mere liberale regler – og i Danmark er medierne nu begyndt at støvsuge Facebook for at finde udsagn eller gruppemedlemsskaber, som kan blive til nyhedshistorier. Berlingske Tidende har indført retningslinjer for medarbejdernes brug af Facebook og journalisters brug af Facebook er sat under lup.
Sat på spidsen må journalister ikke mene noget på Facebook, fordi det kan drage deres neutralitet eller objektivitet i tvivl. Og politikere skal passe meget på. Både på, hvad de skriver, hvem de har som venner og hvilke grupper de har meldt sig ind i med et hurtigt klik. Er der tale om et reelt problem eller har ny-puritanerne bare fundet en kilde til hurtige nyhedshistorier?
I studiet journalist Rene Simmel, Ekstra Bladet, lektor i journalistik Kristian Strøhbech, Journalisthøjskolen og kommunikationsrådgiver Anna Ebbesen fra Advice Digital.
Manden der ikke kunne gå i takt
På tirsdag er det 65 år siden, at modstandsmanden og journalisten Børge Outze på befrielsesaftenen erobrede det nazistiske dagblad Fædrelandets bygning og næste dag var Dagbladet Information på gaden for første gang. Outze var bladets redaktør i 35 år indtil sin død i 1980.
På fødselsdagen udkommer bogen ”Outze, reporter, redaktør – revser”. En mere end 800 sider lang biografi skrevet af professor emeritus Ole Lange fra CBS og journalist Alex Frank Larsen – begge tidligere medarbejdere på Information. De er Ugens Gæster i studiet, hvor også Børge Outze medvirker i et interview fra 1975.
Statens rolle usvækket
I sin afsluttende kommentar fortæller Lasse Jensen, at medieforligsforhandlingerne er gået ind i en afgørende fase. Uanset udfaldet står en ting klart: Statens rolle i det danske mediemarked vil være usvækket – men måske mister DR en kanal og regeringens drøm om et stærkt, kommercielt radiomarked ligger i ruiner.