I Mesterens Lys
Mennesker og tro 30. april 2010 kl. 08:03
på
P1
De kristne er ensrettede og følger autoritetstro efter hvad traditioner dikterer. Deres gudstjenester er forudsigelige og de fleste kristne går i kirke uden at engagere sig personligt i troen. - Sådan kan nogen af fordommene om de kristne lyde i de ny-religiøse miljøer.
Og i de kristne miljøer er der på samme måde ikke færre fordomme om mennesker i de ny-religiøse miljøer: Deres tro går for at være løsrevet og hjemmelavet og de forpligter sig ikke på nogen religionspraksis eller i forhold til et fællesskab.
Nej, kirkefolk og mennesker i de ny-religiøse miljøer har til tider haft det svært med den indbyrdes forståelse. Men måske er de to miljøer ikke så uforenelige endda.
Ole Skjerbæk Madsen er ansat som missionspræst i missionsorganisationen Areopagos og initiativtager til foreningen I Mesterens Lys, som han startede op i 1994.
Han forsøger at bygge bro mellem kirken og mennesker i de ny-åndelige miljøer og det gør han blandt andet ved at være til stede på adskillige helsemesser hvert år, forskellige steder i landet.
I Mesterens Lys afholder også alternative gudstjenester flere steder i landet.
Her er bøn, forbøn og meditation hovedaktiviteterne - og der er knap så meget forkyndelse, som man ellers finder, når kristne samles.
Lisbeth Meléndez har mødt Ole Skjerbæk Madsen til en samtale om, hvad religionsmødet mellem mennesker i kirken og mennesker i de ny-åndelige miljøer handler om.
Og om hvordan man kan flytte sig, når man møder mennesker med et andet livssyn.
Oplysninger om musikken i udsendelsen:
Fra CD'en "In the Master's Light" blev der spillet disse to numre:
Udgivet 1998 af Fønix Musik Aps, Sønder Allé 12, 8000 Århus C.