Kærlighed og god karma
03. juli 2011 kl. 08:03
på
P1
Den seneste uge har 100.000 mennesker levet i deres egen verden, hvor dagsordenen har været musik, venner og øl.
Mennesker og Tro på P1 var i år med på festivalen - for at finde ud af, hvad der egentlig er festivalens ånd - og om der, mellem rock og fadøl også er spirituelle øjeblikke.
Hedonisme, kærlighed og god karma
Noget tyder på, at Roskilde-festivalen ikke kun handler om at give efter for hedonistiske udfoldelser: Festivalen er også kærlighed og god karma. Det mener flere af de festivaldeltagere, som Mennesker og Tro talte med på festivalen.
En af dem er en præst fra det indre København, Asser Skude. Han havde af Københavns biskop fået tjenestelig forlæggelse til festivalpladsen fra torsdag til søndag.
- Jeg vil godt kalde det en spirituel stemning, der er hernede. Der er en meget rummelig og tolerant stemning, og man giver plads til hinanden. Det er ufatteligt, så få voldelige optrin her er, når man tænker på, hvor mange vi er samlet, siger han.
Mange religioner til stede
Når 100.000 mennesker samles, så er også mange religioner til stede. I en teltlejr på Østpladsen sidder den 29-årige studerende og buddhist Pan Alrum Kjer og "chanter". For ham er selve fællesskabet med andre mennesker en spirituel oplevelse.
- At møde andre mennesker, det er for mig det spirituelle. Folk er meget oprigtige og åbne over for hinanden. I en dagligdag er man måske mere konform i sin måde at være på, men her er man mere sit sande jeg. Jeg tror, pænheden nogle gange kan være en hindring for at møde andre. Her er der lagt op til, at det er en fest og en valfart til musikken. Folk har et mere søgende og åbent sind over for hinanden, mener Pan Alrum Kjer.
Koncert kan være spirituel oplevelse
I mediebyen inde på festival-pladsen vrimler det med pressefolk, kunstnere og musikfolk i alle afskygninger. Her fortæller musikanmelder for diskant.dk,Thomas Steen Jensen, hvordan han opfatter en god koncert som en spirituel oplevelse.
- Det kan være, at man får sådan en ud-af-kroppen oplevelse, forsvinder fra tid og sted og bliver suget ind i musikken og måske endda bagefter ikke anede, hvor man var henne, på trods af at man står og kigger op på en scene, hvor nogle mennesker står og agerer. Det kan være en fantastisk oplevelse men også lidt uhyggelig. Fordi man lidt taber kontrollen, bliver forført eller ført et sted hen, hvor man ikke lige har fodfæste, forklarer Thomas Steen Jensen.
I udsendelsen hører vi også klip fra nogle af de koncerter på festivalen, hvor kunstnerne har et religiøst udgangspunkt.