Her er Asiens Karen Blixen

• Hør udsendelse   (16:00)

Hun er en af den slags kvinder, der kan fortælle et stykke af det 20. århundredes historie ved bare at læne sig tilbage og lukke øjnene, nippe til sin te og dykke ned i sin egen hukommelse.

I hvert fald Nepals historie.

81-årige Inger Lissanevitch har boet næsten 60 år i Nepal - fra landet i 1950’erne var helt lukket for turister og frem til i dag, hvor den politiske vold og den stigende forurening kæmper om opmærksomheden med en imposant natur og et venligt folk.

P1 Panorama møder Inger Lissanevitch i hendes gamle hjem i Bakthapur, en smuk bygning af træ med udskårne balkoner og røde tegl på taget, lokal kunst på væggene og reoler fra gulv til loft.

Som hun sidder der i sin lænestol i sin blå kjole, hatten lidt på skrå og en skrøbelig men også meget poetisk stemme, er det nemt at forstå dem, der kalder hende Asiens svar på Karen Blixen.

Gik frit om natten
De to kvinder deler i hvert fald den skæbne at have hældt uforbeholdent meget kærlighed ud over et helt kontinent - Karen Blixen fra bases på sin farm i det østlige Afrika, hvor hun boede fra 1914 til 1931; Inger Lissanevitch fra dette hus i Nepal, hvor hun altså snart fejrer 60 års jubilæum.

Også i deres beskrivelser af omgivelserne ligner de hinanden, selvom Karen Blixen naturligvis er blevet noget mere berømt for sin pen end Inger kan prale af.

’Her er omsider et sted, som var i stand til at give den frihed for alle konventioner, her var en ny form for frihed, som jeg indtil da kun havde fundet i drømme’, skriver Karen Blixen om sit første møde med Afrika.

Inger Lissanevitch synes at hæfte sig lidt ved de samme værdier, når hun skal beskrive Nepal, som hun første gang mødte det:

’Omsider et sted, der var uberørt og blottet for alt det, jeg kendte. Her kunne jeg gøre alt, jeg kunne gå på gaden om natten, og det til trods for, at jeg dengang så ganske godt ud.’

Men som Karen Blixen var forholdet til landet uløseligt forbundet med forholdet til mænd. For Inger Lissanevitch har der også været to af slagsen.

På sommerferie med Bergman
Den første var Boris Lissanevitch, en russisk charmør, iværksætter og balletdanser, som Inger faldt dybt for og straks giftede sig med. Boris tog Inger med til Nepal i begyndelsen af 1950’erne for at åbne det første internationale hotel.

På trods af en heftig forelskelse var livet med Boris ikke altid rosenrødt, husker Inger.

- Nej, det var ikke nemt at stå bag den mand. Han ville jo så meget. Og så havde vi børn. Vi fik jo gæster hele tiden, han elskede at sidde og underholde dem i baren, siger hun.

Inger husker dog også gode stunder, som dem med skuespilleren Ingrid Bergman, som kom på besøg, og efterfølgende inviterede parret til Sydfrankrig.

- Åh, hun var en herlig kvinde, dem var der jo nogle stykker af, de var med til at gøre det hele lidt nemmere.

Efter Boris’ død i 1985 fulgte en svær periode for Inger, hvor hun mest af alt ønskede at vende tilbage til Danmark, og hvor hun følte sig bedraget af den ene af sine tre sønner.

Bygge en hel økoby
Men så trådte den anden mand ind i Ingers liv. Det er svært at blive helt klog på, hvad forholdet egentlig består i, men Inger lyser i hvert fald op, når hun fortæller om den noget yngre men dog også midaldrende nepalesiske forretningsmand Rabindra.

- Vi deler den samme drøm. Vi vil bringe noget smukt tilbage til dalen, siger hun.

I dag er hun sammen med Rabindra i gang med at realisere drømmen om en hel økologisk by på toppen af en bakke lidt uden for Bakthapur. Regnvand, solceller, genbrugsmaterialer, det hele skal sikre, at Nepal ikke forgår i den storm af os og forurening, som selv her fra fredelige Bakthapur kan ses hænge over hovedstaden Kathmandu.

Når Inger i dag ser tilbage på Nepal og skal svare på, hvad det bedste ved landet er, siger hun:
- Naturen. Bjergene, sneen, vandreturene. Og så menneskene, så venlige, så hjælpsomme.

Og ligesom Karen Blixen har hun også erfaret, hvilke dyder man kommer længst med i livet uden for det moderniserede Europa.

- Tålmodighed. Jeg har lært at være tålmodig. Og jeg får sikkert brug for det, når Rabindra og jeg skal bygge vores by.

Hør Inger fortælle sin historie i P1 Panorama.