Tema: EU-patientrettigheder bliver undertrykt
I årevis er danskerne blevet snydt for de rettigheder, de har til at søge lægelig behandling i andre EU-lande. Allerede i 2001 underkendte EF-domstolen den meget snævre danske fortolkning af EU-reglerne, og i 2004 erkendte Sundhedsministeriets egne embedsmænd i et hemmeligholdt notat, at de danske regler stred imod EF-domstolen.
Orientering kunne afsløre notatet i september 2008 og derefter afdække, at det var den daværende indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen havde besluttet, at de danske regler ikke skulle rettes ind efter EF-domstolens afgørelser. Først henimod slutningen af 2008 blev reglerne ændret, så danske patienter kan få dækket speciallægebehandling og søge om forhåndsgodkendelse til hospitalsbehandling i andre EU-lande.
EU-Kommissionen har dog signaleret, at det ikke er godt nok. Den har antaget en klage fra en dansk patient og har sendt en åbningsskrivelse til Danmark om de grænseoverskridende sundhedsydelser.