Hjørnet: Underforsyning af globale offentlige goder er et globalt problem
2005 er blevet betegnet som et katastrofeår, og 2006 risikerer også at blive det. Verden synes fanget i et net af kriser og usikkerhed og frygt for terrorangreb og orkaner, sult, klimaforandringer og fald i hus-priser. I dagens hjørne præsenterer vi et bud på hvorfor det er så galt, og hvad der kan gøresved det.
Risikoen for at netop denne fugleinfluenza bliver den, der udvikler sig til en verdensomspændende epidemi - en pandemi, ja det er en af de risici der truer en ellers nogenlunde stabil verdensøkonomi. I sin årlige vurdering af verdensøkonomiens situation og fremtidsudsigter forudser FN en gennemsnitlig vækst på 3,3 procent og væsentlig højere i mange udviklingslande.
Men FN-rapporten fra i tirsdags advarede også om faktorer som kan give alvorlige bølgeskvulp i verdensøkonomien. Hvis fugleinfluenza-virusset muterer og begynder at smitte fra menneske til menneske, hvis olie-priserne tager endnu et stort hop opad, eller hvis boligpriserne kollapser i nogle af de økonomisk betydningsfulde lande - ja så vil det sandsynligvis rejse et voldsomt økonomisk stormvejr i 2006.
Det er kun nogle få eksempler på, hvad der bekymrer både beslutningstagere og borgere over alt i verden. Listen er lang. Orkaner og terrorangreb, sult og tørke, Malaria, AIDS og væbnede konflikter. Og beslutningstagerne nærmest tumler fra den ene krise til den anden - uden helt at vide, hvordan de skal agere i en globaliseret verden. Men det behøver ikke at være så svært, og så dyrt i både menneskeliv og penge, som det er - lyder det fra FN's Udviklingsprogam.
Medvirkende: Inge Kaul og Pedro Conceicao fra UNDP's kontor for udviklingsstudier.