Amerikansk base risikerer lukning
20. februar 2009 kl. 17:10
på
P1
I begyndelsen af februar meddelte præsidenten for Kirgisistan pludselig, at han havde besluttet af annullere lejeaftalen for den amerikanske militærbase i den centralasiatiske republik ved foden af de kinesiske Tien Shan bjerge.
USA har lejet Manasbasen siden 2001, og har omkring 1000 mand stationeret der. Andre NATO-lande benytter den også.
Basen i Kirgisistan var ellers udset til at spille en hovedrolle i Obama-adminstrationens nye Afghanistan-strategi. Ikke mindst eftersom NATOs forsyningsrute gennem Pakistan bliver stadig mere ustabil.
Det var åbenlyst, at pres fra Kreml, og en massiv økonomisk hjælpepakke til det fattige Kirgisistan, der lå bag den beslutning, som det kirgisiske parlament endegyldigt vedtog i går.
Ved et pressemødet torsdag aften efter at det kirgisiske parlament havde besluttet, at amerikanerne skal rømme basen, understregede en talsmand for det amerikanske udenrigsministerium ikke desto mindre, at man stadig ikke anser debatten om Manas-basen for afsluttet. Men at det ikke vil påvirke de amerikanske operationer i Afghanistan, hvis man mister basen ”ikke een tøddel”, var talsmandens præcise formulering.