Bandeaktiviteten stiger i USA
12. marts 2009 kl. 17:10
på
DR2
Bandekriminalitet, som den har udspillet sig i København i de seneste måneder, er et nyt og skræmmende fænomen i Danmark.
I USA har ordensmagt, sociale myndigheder og behandlervæsen længe kæmpet indædte kampe mod organiserede kriminelle ungdomsbander.
Men en ny rapport fra det amerikanske justitsministerium advarer om, at udviklingen går i den helt forkerte retning. Der er simpelthen stigende interesse blandt unge for at blive optaget som medlemmer af voldelige gangsterbander.
Nogen tror på at hårdere straffe vil afskrække de unge, andre mener derimod, at årsagen til det tiltagende voldelige bandeuvæsen netop skal findes i de amerikanske fængsler.
Højere straffe hjælper ikke
Men er der noget, der i USA har vist sig i sig selv IKKE reducerer bandekriminaliteten, så er det koncentret politi-indsats i bestemte områder og højere straffe.
Heller ikke det at tilknytte socialarbejdere på gadeplan til bestemte bander har vist sig effektivt - snarere tvært imod.
Det er de to klareste erfaringer fra USA, som Europa kan lære af. Det mener professor i krimonologi ved University of Missouri-St. Louis, Finn-Aage Esbensen, der trods sit danske navn er engelsktalende amerikaner.
Han har længe forsøgt at finde ud af hvorfor nogle unge amerikanere bliver bandemedlemmer - og andre ikke.
Myndighederne vil nemlig gerne finde ud af, hvordan det eventuelt er muligt målrettet at FOREBYGGE eller i det mindste nedbringe antallet af unge, der synes at det er tillokkende at blive optaget som medlem af kriminelle bander.
Store spørgeskema-undersøgelser blandt unge i USA har vist en række opsigtsvækkende resultater, som Finn-Aage Esbensen ikke umiddelbart havde regnet med.
Medvirkende: Brian Ritchie, leder af FBI’s bande task force i Houston og Max Westbrook, tidl. Leder af bande divisionen i Austins politi. Professor i krimonologi ved University of Missouri-St. Louis, Finn-Aage Esbensen.