USA og Rusland diskuterer missilskjold
07. juli 2009 kl. 17:10
på
P1
Op til det netop overståede topmøde i Moskva mellem USA og Rusland har USA's planlagte missilforsvar i Europa spillet en stor rolle i begge parters propaganda.
Baser skal beskytte mod angreb fra Iran
I følge USA's officielle forklaring skal baserne beskytte USA og Europa mod raketangrab fra Iran og består af en base i Polen og et radaranlæg i Tjekkiet.
Ruslands præsident Medvedev udmeldte på forhånd, at USA's projekt kunne blokere en mulig aftale om at begrænse atomarsenalerne og omvendt har en af Obamas rådgivere udelukket at baserne kan indgå i en byttehandel mellem de to lande.
Dette fik på forhånd flere medier til at proklamere, at topmødet mellem de to lande ville stå i fiaskoens tegn, da begge parter var fastlåst på forhånd.
Obama ønsker slet ikke europæisk missilskjold
Men bag disse erklæringer op til topmødet finder man en mere kompliceret virkelighed, som opsummeres af den amerikanske sikkerhedsekspert, Pavel Podvig, som siger:
- Det er temmelig klart nu, at Ruslands stærke modstand i forbindelse med missilforsvarets baser i Europa sandsynligvis er det eneste som kan redde projektet. Uden denne modstand er det sandsynligt, at projektet vil dø af egen kraft.
Pavel Podvig mener, at Obama gerne ser at projektet, som er en arv fra Bush-regeringen, lider en stille død. Det er imidlertid svært for Obama selv at nedlægge projektet, da det har mange tilhængere i USA.
Obama risikerer, at tilhængerne af projektet vil blokere en aftale om atomnedrustning i Senatet, hvis den europæiske del af missilforsvaret ikke bliver en realitet.
Eksperter: Nedlæg projektet
Projektet har i mange år mødt modstand fra uafhængige, amerikanske eksperter der har dokumenteret, at projektet ikke lever op til hvad det lover og næppe nogensinde kommer til det.
Desuden har USA endnu ikke udviklet de raktter der skal anvendes i forsvaret.
Obama-regeringen har erklæret, at man ønsker et effektivt forsvar som er økonomisk forsvarligt og man har allerede nedlagt en række projekter som enten var for dyre eller for fantasifulde.
Endelig har projektet også mødt kraftig modstand fra 20 fremtrædende amerikanske ingeniører og videnskabmænd, hvoraf 10 af dem har vundet Nobelprisen i fysik.
De har i et åbent brev til Obama gjort det klart, at de mener projektet bør nedlægges. I følge dem er det europæiske missilforsvar ikke i stand til at forsvare et virkeligt angreb og bør derfor ikke gennemføres.
I det åbne brev skriver de også, at hvis projektet i Europa gennemføres, risikerer USA at undergrave forholdet til Rusland og beskriver samarbejdet med Rusland således:
- Det er nøglen til fremgang i forbindelse med en række sikkerhedsmæssige spørgsmål, bl.a. atomnedrustning, samt blokering af irans atom- og raketprogrammer.
Både Obama og Medvedev har bebudet, at de to lande vil fortsætte med at diskutere missilforsvarets fremtid og der er således, på trods af pres fra baglandet i de to respektive lande, stadig en mulighed for at de kan nå til enighed.