Vær god, ikke at kalde det folkedrab

• Hør indslag   (09:24)

Kemal Cicek er historiker og leder af Armenien-sektionen på Tyrkiet Historiske Samfund, en statslig institution med nære bånd til ministerpræsidentens kontor. Han har selv undersøgt de historiske begivenheder under Første Verdenskrig og gjort spørgsmålet om armenierne til genstand for sin forskning og på den baggrund afviser han, at armenierne var mål for et folkedrab, selv om det i store dele af verden uden om Tyrkiet er et etableret faktum.

I modsætning til Holocaust-benægtere er der intet vanvid og ingen racistiske undertoner i Kemal Ciceks argumentation. Han anerkender, at armenierne i Anatolien blev udsat for forbryderiske massakrer i det osmanniske riges sidste dage, han kalder det endda forbrydelser mod menneskeheden og han anerkender, at de blev deporteret i hundredetusindvis, og at mange af dem døde. Men han insisterer på, at det kun er en del af en større historie, og at der - og det er meget vigtigt - ikke var nogen plan eller hensigt om at slå armenierne ihjel og udrydde dem fra det, der i dag er Tyrkiet. Der var, siger Kemal Cicek, ingen statslig planlægning og dermed intet folkemord, men blot en serie dybt ulykkelige begivenheder.

- Ingen kan benægte det faktum, at mange armeniere, tyrkere og arabere blev dræbt i massakrer under krigen. Det jeg siger er, at antallet af dem, der døde i massakrer ikke er så højt som påstået, siger Kemal Cicek.

Situationen i 1915 var den, at Første Verdenskrig rasede og Det Osmanniske Rige var i opløsning. Fra nordøst rykkede den russiske hær mod vest og det osmanniske kerneland, og fra Armenien, armenske politiske partier og armenske officerer lød der opfordringer til de armenske indbyggere i Anatolien til at slutte sig til den røde hær eller om at lave sabotage mod osmanniske militærkonvojer og forsyningslinjer.

På den baggrund besluttede den osmanniske leder Talat Pasha, at armenierne udgjorde en så alvorlig trussel mod hæren, at alle armeniere skulle deporteres fra Anatolien til områder, hvor de ikke længere kunne bringe hærens krigsførsel i fare. Så langt er historikere på begge sider af striden om ord og mord i Anatolien enige.

Til støtte for argumentet om, at der rent faktisk var et nøje planlagt og gennemført folkemord har den ene side fremlagt telegrammer fra Talat Pasha i Istanbul, der instruerer sine provinsguvernører om en gang for alle at løse det armenske spørgsmål og udrydde armenierne.

I et telegram til guvernøren af Aleppo i vore dages Syrien skriver Talat Pasha, at eksistensen af alle armeniere skal ophøre uden hensyntagen til køn og alder.

Men fra den anden side siger Kemal Cicek, at de dokumenter er falske. Telegrammerne er ikke skrevet af Talat Pasha, og kan derfor ikke bruges som bevis.

- Der er telegrammer, som er blevet udstillet i armenske medier, der indikerer, at Talat Pasha gav ordre til at dræbe flygtningene, men de er alle falske. Desværre bruges de som en slags propagandadokumenter, og derfor er det, at den tyrkiske regering og tyrkiske historikere beder om, at der etableres en kommission, så vi kan for originalerne på bordet.
Der har været mange om, at lave falsknerierne, men det er ikke professionelle historikere, der har gjort det. Det er propaganda fra den armenske regering og civile bevægelser i USA. De er ligeglade med om de vildleder folk, for deres mål er propagandere om de armenske massakrer - og jeg anerkender, at der var massakrer, men de der begik forbrydelser mod menneskeheden og mod armeniere blev retsforfulgt under krigen, siger historikeren Kemal Cicek.

Allerede mens krigen rasede blev over 1.500 officerer fra den osmanniske hær retsforfulgt og dømt af den osmanniske stat for de forbrydelser, de havde begået mod armenierne. 67 af dem blev henrettet ved hængning.

For Kemal Cicek er det bevis på, at man helt tilbage fra dengang, hvor blodet endnu ikke var størknet har taget forbrydelserne alvorligt som det de var: Nemlig forbrydelser, men når man hverken dengang eller i dag bør stille staten og regeringen til ansvar er det fordi, drabene fortrinsvis blev begået af bander af kriminelle og desserterede soldater.

Kemal Cicek finder det bevist, at 200.000-300.000 armeniere mistede livet, men langt de fleste som følge af sygdomme og sult, og langt de fleste i Kaukasus, hvor de var flygtet til og dermed var under Ruslands administration. Men at 1,5 millioner armeniere skulle være blevet dræbt, som armenske kilder hævder, er der så langt fra tale om.

For at understrege pointen om de barske forhold på den tid peger Kemal Cicek på, at 2,5 millioner muslimer blev dræbt, da den røde hær fordrev dem fra Kaukasus til Tyrkiet. I det hele taget var Anatolien fuld af folk på flugt fra verdenskrigen og opløsningen af det osmanniske rige. Armenierne flygtede ud, og mange andre flygtede ind, siger Kemal Cicek.

Tyrkiet og Armenien forhandler i øjeblikket om blandt andet at etablere en fælles kommission af historikere, der skal se nærmere på arkiverne for at afdække, hvad det var der skete. Sådan en undersøgelse indebærer naturligvis en risiko for begge parter, fordi konlusionen kan ende med at blive en anden end den de to nationer hver især har støttet sig til i snart 100 år.

Så er Kemal Cicek klar til at acceptere betegnelsen 'folkedrab', hvis det er det, det ender med?

Selvfølgelig vil jeg acceptere, hvorfor ikke? Vi lærer alle fra historien, og hvis historiske dokumenter fastslår uden for enhver tvivl, at det der skete var folkedrab, så må jeg og alle andre acceptere det faktum.

- Og i så fald skal vi betale prisen for det, hvad det end måtte være efter international lov, det er min mening. I det 20. århundrede var der mange folkedrab, selv om de ikke er blevet kaldt det. Mange siger 'det armenske folkedrab', 'det armenske folkedrab', 'det armenske folkedrab', men det er en definition, der skal bestemmes af en international domstol, som det er fastsat i 1948.
Det er ikke op til historikere at afgøre om der var folkedrab eller ej. Vi skal finde dokumenter og beviser. Man kan påstå, at meget er folkedrab, man kan sige, at en mio døde irakere er folkedrab, men det er ikke, hvad du siger, der gælder, men det domstolen siger.