preload loader
olie

© AP Graphics

 

Skrevet af: 

 

De kappes om kontrakter i Irak

23. oktober 2009 kl. 17:10 på P1

I den forløbne uge satte Iraks regering sin underskrift på en aftale, der giver to udenlandske firmaer lov til at udvikle et kæmpestort oliefelt i det sydlige Irak.

Feltet hedder Rumeilah og indeholder 17 milliarder tønder olie - svarende til omkring en sjettedel af Iraks samlede kendte oliereserver.

Aftalen er, at de to firmaer skal udvikle oliefeltet og tæt på tredoble den nuværende udvinding fra Rumeilah i løbet af syv år. Og målet er at nå op på en produktion på knap tre millioner tønder olie pr. dag - bare fra dette ene felt.

Til sammenligning ligger Iraks samlede olieproduktion på nuværende tidspunkt underdrejet på bare 2,5 millioner tønder om dagen - som et resultat af års sanktioner, misligholdelse og decideret sabotage.

Første kontrakt siden 1970'erne
Kontrakterne med det britiske olieselskab BP og CNPC fra Kina er den første større olieudvindingsaftale, som den irakiske centralregering indgår med udenlandske firmaer siden Iraks olieindsutri blev nationaliseret  i 1970’erne af landets daværende diktator Saddam Hussein.

Og længe så den ud til at være den eneste.

For efter en international auktion i juni, hvor 32 oliefirmaer deltog, var BP og CNPC de eneste internationale oliegiganter, der var villige til at acceptere den irakiske regerings skrappe krav og lave gevinst ved samarbejdet.

Krav til pris og fortjeneste
Den indgåede aftale betyder blandt andet, at BP og CNPC ikke tjener så meget som en dollar, før produktionen er oppe på et på forhånd fastsat minimum, der svarer nogenlunde til oliefeltets nuværende produktion.

Produktion derudover betales med to dollar pr. tønde op til en maximumgrænse, som ligeledes er fastsat af det irakiske olieministerium.

BP og CNPC havde oprindeligt ønsket af få dobbelt så meget pr. produceret tønde, men så meget var det irakiske olieministerium ikke villig til at lette på låget til pengekassen.

Derfor trak de andre oliegiganter sig ud af konkurrencen om kontrakter på de i alt seks oliefelter og to gasfelter, der var med i udbudsrunden.

Det hele endte med at blive et flop, selvom de udbudte felter var nogle af Iraks største og bedstproducerende oliefelter.

Oliegiganter på andre tanker
Nu er oliegiganterne imidlertid kommet på andre tanker.

I begyndelsen af sidste uge sagde Iraks olieminister Hussain al-Shahristani, at ministeriet er i gang med at forberede flere aftaler, efter at der er indgivet nye bud for to af de oliefelter i det sydlige Irak, der ellers blev vraget under sommerens auktion.

Det drejer sig om felterne Zubair, som italienske Eni har accepteret at udvikle for en pris på to dollar pr. tønde, og West Qurna  som tre andre konsortier kæmper om at få kontrakten på.

Vinderen får ret til at udvinde olie fra West Qurna til en pris på 1,9 dollar pr. tønde.

Prisen er altså fortsat lav, men til gengæld har irakerne slækket lidt på kravene - blandt andet når det handler om beskatning af afkastet.

De to aftaler kan blive underskrevet i løbet af den kommende uge, sagde al-Shahristani.

Eksport af råolie godt for pengekassen
Den irakiske olieminister kan være godt tilfreds med udsigten til flere kontrakter, for eksporten af råolie tegner sig for hele 95 procent af de indtægter, der ryger ned i den irakiske statskasse.

Og Irak har hårdt brug for flere penge til at få landet på fode igen.

Jo flere aftaler, der indgås, jo mere interesseret bliver de øvrige internationale olieselskaber i også at være der.

Firmaer vil være i Irak
"Nu hvor nogle af de store drenge har skrevet under på de lave indtægter, er vi nødt til at konkurrere. Det er forbandet skræmmende men vi har intet valg," siger en international oliedirektør, der deltog i en olieworkshop, som de irakiske myndigheder netop har afholdt i Istanbul.

"Alle firmaer skal være involveret i Irak, så simpelt er det," siger en anden oliedirektør.

"Det er historisk. Det er for stort til at gå glip af. Den juridiske risiko er et problem, men der er færre spørgsmål nu end, der var i første udbudsrunde," tilføjer han.

De internationale firmaer er ganske enkelt fristet af Iraks enorme oliereserver. Stærkt fristet.

150 mia. uopdagede tønder råolie
Iraks samlede kendte oliereserver er på 115 milliarder tønder råolie, og dermed råder de over de tredjestørste kendte oliereserver i verden.

Men udover de 115 milliarder tønder råolie, som man ved befinder sig i den irakiske undergrund, er der muligvis yderligere 150 milliarder uopdagede tønder råolie gemt under det irakiske ørkensand.

Og holder disse formodninger stik, ligger irakerne inde med lige så meget olie som Saudi-Arabien.

Derfor vil ingen af de internationale oliegiganter risikere at stå uden for, hvis konkurenterne er inde på det irakiske marked.

Derfor er de nu villige til at acceptere aftaler, som de før rynkede på næsen ad.

Og det vil de, selvom der altså ikke er justeret meget i forhold til sommerens auktion, som oliegiganterne trak sig fra, fordi de ikke dengang mente, at indtjeningen stod i fornuftigt forhold til den risiko de løb.

Risiko stadig høj
Risikoen er heller ikke blevet mindre.

Sikkerhedssituationen i landet er lige så bekymrende som dengang, og uenigheden mellem centralregeringen i Bagdad og repræsentanter for de kurdiske områder i det nordlige Irak, der siden 2007 har blokeret for en olielov, er stadig ikke løst.

Dermed er der hverken klare regler for de udenlandske investeringer eller sikkerhed for de indgåede aftalers juridiske gyldighed.

Regeringen mener nemlig at, den i manglen på en olielov har myndighed til at godkende oliekontrakterne, men parlamentet er ikke enig i den bemyndigelse, og derfor er der en reel risiko for, at Iraks fremtidige regeringer måske river oliekontrakterne i stykker.

Derfor ventes de oliefirmaer, der vinder kontrakter heller ikke at investere stort i Irak før de kender udfaldet af valget til januar.

Kø for at få job
I Basra har befolkningen dog allerede taget forskud på glæderne og tusinder af desperate irakere har i denne måned stået i kø i håb om at skaffe sig et af de 1670 nye jobs, som Iraks Sydlige Oliekompagni har slået op for at være klar til samarbejdet med de internationale oliefirmaer.

Og flere arbejdspladser kan være på vej.

Som led i kontrakterne forpligter de udenlandske firmaer sig nemlig til at ansætte irakere ved enhver given lejlighed og afsætte fem millioner dollar til oplæring af irakisk arbejdskraft.

 

Send eller anbefal link

 

Lyt til

Weekend

Ny præsident trækker Finland i mere international retning

4. feb. 2012 17:10

Der bliver næppe spænding ved morgendagens finske præsidentvalg. Den borgerlige kandidat, Sauli Niinistö fører tårnhøjt i meningsmålingerne over sin grønne modkandidat.

 

Nyhedsbrev

Orienterings nyhedsbrev

Til- eller frameld dig et dagligt nyhedsbrev.

Nyhedsbrev

 

Sendetider

Mandag til fredag kl. 16:10

Genudsendes:
Mandag til fredag kl. 22:10 og 03:10 på digital radio.

 

Hæder

Orientering Weekend med Jon Kaldan vandt årets Prix Radio, som bedste danske aktualitets- og nyhedsprogram.

 

Orientering vandt årets Prix Radio som årets drivetime program. Begrundelsen lød blandt andet at - Du bliver informeret og orienteret i verdensklasse. Får ny viden, andre synsvinkler og journalistik med hukommelse.

 

Kirsten Larsen får Nairobiprisen

Kirsten Larsen får blandt andet prisen for at formidle historier om store institutioner som FN, EU og Verdensbanken både levende og medrivende.

 

Astrid Fischer modtager ny journalistpris

Orienterings sundheds- og integrationsmedarbejder Astrid Fischer modtager som den første Advokatrådets nye journalistpris.

 

Orientering søndag

Orientering Søndag er ophørt fra maj 2011. Lyt til de 50 seneste programmer i arkivet her.

 

Download

De 2 hele timer stilles til rådighed her på sitet som mp3 og de enkelte indslag som Windows Media filer ca. kl 20.00.

 

Download

 
 
 
 
Du er her: dr.dk > P1 > Orientering > Indslag > 2009

© Copyright DR 2012. Materialet må ikke gengives uden tilladelse jævnfør lov om ophavsret.