Åbning af grænsen mellem Armenien og Tyrkiet
02. november 2009 kl. 17:10
på
P1
Det lille isolerede Armenien i det vestlige Kaukasus er de seneste måneder dukket op i nyhedsstrømmen i forbindelse med normaliseringsaftalen med Tyrkiet, der blev underskrevet i begyndelsen af oktober.
Aftalen vil blandt andet føre til en åbning af den lukkede grænse mellem de to lande og har både skabt forventninger og store kontroverser mellem armeniere over hele verden.
Benægtelse af det armenske folkedrab
Siden krigen om den armenske enklave Nagorno-Karabakh, der sluttede i 1994, har grænsen mellem Tyrkiet og Armenien været forseglet af Tyrkiet i sympati med broderfolket i Aserbajdsjan, der tabte krigen.
Desuden er det svært ikke også at se lukningen af grænsen som et led i den statsautoriserede og statsstyrede tyrkiske benægtelse af det armenske folkedrab fra 1915 til 1917. Med en lukket grænse har det været nemmere at fortrænge og benægte.
Men selv om Tyrkiet er ene om at bestride den historiske tragedie, er befolkningerne i de to lande fælles om at dæmonisere på tværs af den lukkede grænse.
Ingen tyrkisk anerkendelse i udsigt
Der foregår ganske vist en omfattende import af tyrkiske varer via Georgien til Armenien, og mange tusinde armeniere arbejder i særligt byggesektoren i Tyrkiet.
Men det store flertal på begge sider har ingen kontakt med naboerne og er derfor overladt til mediernes ofte temmelig forvrængede gengivelser af liv og folk på den anden side af hegnet.
Nu er den armenske regering ved at normalisere forbindelserne til Tyrkiet uden at være stillet en tyrkisk anerkendelse af folkedrabet i udsigt, og det har skabt kritik fra armeniere verden over.
Armeniere i og uden for Armenien er uenige
I oktober besøgte Armeniens præsident, Serge Sarkissian, diasporabefolkningerne i Los Angeles og Beirut, og der blev han mødt af vrede armenske demonstranter, der kaldte ham en forræder.
Meningsmålinger viser imidlertid, at for armenierne i Armenien er folkedrabet ikke blandt de vigtigste emner på folks dagsorden. Her prioriteres i stedet økonomi, arbejde og menneskerettigheder.
Ifølge den tyrkiske udenrigsminister, Ahmet Davutoglu, skal den nye aftale mellem Tyrkiet og Armenien, der ventes at sætte skub i økonomien i Armenien, efter planen føre til en åbning af grænsen allerede omkring nytår.