Rigsrevisionen retter kritik mod ministre
30. november 2009 kl. 17:10
på
P1
I beretningen i juni konkluderede Rigsrevisionen, at privathospitalerne havde fået overbetaling, fordi sundhedsministeriet ikke havde sørget for at tage skyldig hensyn til økonomien, når priserne skulle fastsættes.
Den kritik var helt ved siden af, mente de ansvarlige ministre, sundhedsministeren og finansministeren, og altså også statsministeren.
Men nu svarer Rigsrevisionen igen, i et notat på 10 sider om pris, kvalitet og adgang til behandling på private sygehus. Notatet er offentliggjort i dag. Her fastholder rigsrevisor Henrik Otbo sine konklusioner fra beretningen i juni og beskylder til gengæld ministrene for at deres kritik er helt ved siden af.
Han sammenfatter det bl.a. ved at konstatere at "ministrenes bemærkniger især vedrører forhold, som Rigsrevisionen ikke behandlede i beretningen".
Rigsrevisionen gentager sine argumenter og mener, de i høj grad bliver underbygget af, at afregningstaksterne til privathospitalerne siden beretningen udkom er blevet sat ned med 17 procent.
Rigsrevisionen vurderede i juni også, at regionerne ikke tog nok hensyn til kvalitet i de fællesaftaler de indgik med privathospitalerne. Det har regionerne erkendt og prøvet at rette op på, konstaterer Rigsrevisor i sit nye notat, men det har sundhedsministeren ikke. Det havde været mere konstruktivt, skriver Rigsrevisor, hvis ministeren havde støttet regionernes tiltag for at styrke kvaliteten i aftalerne med de private sygehuse.
Det tredje punkt i beretningen i juni var spørgsmålet om de arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer. De er skattefri og koster derfor staten penge, og Rigsrevisionen savnede dokumentation for at de også bon'er tilstrækkeligt ud i kortere ventelister, som så kommer patienterne i det offentlige sygehusvæsen tilgode.
I beretningen lovede sundhedsministeren at lave en analyse af det, men i en senere redegørelse har han oplyst at det vil være svært, men Rigsrevisoren gør det klart, at han forventer den analyse kommer, da det indgår som en væsentlig forudsætning for lovgivningen på området.