Kvinderne føder i gaderne uden hjælp
25. januar 2010 kl. 17:10
på
P1
Ødelæggelserne efter jordskælvet i Haiti var mere omfattende, end de ville have været mange andre steder i verden ved et skælv af samme styrke.
Det skyldes, at Haiti i forvejen er et af verdens mest ressourcefattige lande - både hvad angår økonomiske og sociale forhold - og desuden har en dårligt fungerende infrastruktur.
Derfor har FN og andre nødhjælpsorganisationer stadig svært ved at nå frem og hjælpe haitianerne - især i områderne udenfor hovedstaden Port au Prince.
Kvinderne lider mere
Midt i kaos er der ifølge UNFPA, der er FN's befolkningsfond, en gruppe, der har det værre end andre.
Og det er kvinderne.
Ifølge UNFPA's direktør, Thuraya Obaid, føder kvinder nu direkte på gaderne uden hjælp eller medicin, de kan ikke få dækket deres behov for sanitet under menstruation eller beskyttelse ved sex.
Og selvom kvinderne i Haiti også normalt er stærkt udsatte for overfald og voldtægt, så stiger antallet under omstændigheder som disse, fortæller Thuraya Obaid.
Det sker i mange kriser - også ved Tsunamien i 2004.
Flere grunde til voldtægter
Hun siger, at der er mange grunde til, at antallet af voldtægter stiger.
Både familierne og samfundsstrukturerne falder sammen.
Samtidig har kvinderne en lavere statur, de er udsatte og svagere.
Derfor kan det også gå ud over dem, når mændene føler sig magtesløse.
Kan hjælpe på flere måder
Derfor arbejder FN's befolkningsfond for, at kvinderne i Haiti får beskyttelse, hvilket den danske udviklingsminister, Ulla Tørnæs, har doneret penge til.
Og små pratiske løsninger kan gøre en forskel.
Det handler blandt andet om, at der er lys ved toiletterne i de områder, hvor der bor mange mennesker, så kvinder ikke bliver voldtaget på vej til toilettet.
Samtidig handler det om at uddanne sundhedspersonale til at tage hånd om kvinder, der har været udsat for voldtægt, og sørge for, at FN's styrker beskytter kvinderne.
Og sidst men ikke mindst handler det om at lave små nødhjælpspakker, som gravide kvinder kan have ved hånden, så deres fødsel sker mere ordentligt.
600.000 er hjemløse
Haitis regering anslår i dag at 600.000 haitianere alene i Port-au-Price er hjemløse efter skælvet.
De der har slægtning at tage til rundt om i landet forlader byen - resten søger ly hvor de kan i det åbne eller i de opstillede telte.
Mellem 50.000 og 100.000 har søgt tilflugt i kystbyen Gonaives i det nordlige Haiti som ellers har været forladt på grund af flere altødelæggende oversvømmelser de sidste år.