Indiske IT-medarbejdere til lav løn i DK
08. februar 2010 kl. 17:10
på
P1
Hvis du er kunde hos TDC eller hos Codan, er det sandsynligvis billige, indiske IT-medarbejdere, der i Danmark har arbejdet på de IT-systemer, virksomhederne bruger.
IT-virksomheden CSC har nemlig haft omkring 900 højtuddannede, indiske medarbejdere i Danmark, der har leveret IT-løsninger til danske virksomheder.
De har fået 285 kroner om dagen i diæter, mens de har været her.
Det svarer til cirka 8500 kroner om måneden.
Oven i det får de stillet den lille toværelseslejlighed til rådighed og modtager den løn, de normalt får i Indien, som normalt ligger på mellem 3000 og 5000 kroner om måneden før skat.
Opholdstilladelse på falsk grundlag
Men ifølge de regler, CSC har brugt til at opholds- og arbejdstilladelser til de mange indere, skal virksomheden betale dem en samlet månedsløn på mindst 31.250 kroner for, at de kan få lov til at arbejde i Danmark.
CSC's indiske IT-folk har nemlig fået opholdstilladelse efter den såkaldte beløbsordning i Udlændingeloven.
Men den løn har de indiske IT-specialister langt fra fået.
Samtidig har det for flere af de gifte været en reel omkostning at arbejde i Danmark, hvis de gerne ville have familien med.
Får så rækker indtægterne ikke til at dække udgifterne i forbindelse med flybilletter.
Kan ikke sige nej til dansk udstationering
Flere af de indiske IT-specialister gør opmærksom på, at de hellere ville været blevet i Indien, hvor de har hus, bil og familie.
Men de siger, at de ikke havde noget valg.
- Det er ikke frivilligt, om man vil til Danmark at arbejde, forklarer en af de mænd, der har været væk fra sine børn i næsten et halvt år.
Han fortsætter:
- Hvis ledelsen giver besked om, at man skal af sted, så skal man af sted. Sådan er reglerne. Det er ikke muligt at sige nej, siger han.
"Fyret hvis du udtaler dig"
De indiske programmører, udviklere og IT-analytikere har gerne ville fortælle DR om deres løn og arbejdsforhold.
Men ingen vil lade sig interviewe på bånd, fordi de ikke må.
- Det står i vores kontrakt, at vi ikke må tale med medier om vores ansættelse og arbejde, forklarer en af de højtuddannede indiske mænd.
Han fortætter at konsekvenserne af en udtalelse kan være fyring:
- Hvis de opdager vi har talt med pressen, bliver vi afskediget. Så fyrer de os samme dag. Derfor vil jeg ikke udtale mig til bånd. Hvis de finder ud af, at jeg har talt med dig, så vil de fyre mig. Det er firmaets politik.