Indvandrer-kunstnere vælges fra
16. februar 2010 kl. 17:10
på
P1
Hvis man går en tur i teatret, besøger en moderne kunstudstiling, ser en dansk film eller blot ser på rulleteksterne efter filmen, så støder man ikke på mange kunstnere med indvandrerbaggrund.
Og sådan er det også i Kulturministeriet, der er landets sjette størte ministerium med i alt 6000 ansatte.
Ud af de 6000 ansatte er 164 indvandrere eller efterkommere af indvandrere - heraf er mange ufaglærte og få akademikere.
Det betyder, at bare 2,8 procent af de ansatte i Kulturministeriets institutioner er fra et ikke-vestligt land.
Og det selvom staten har fastsat, at antallet skal være på mindst 4 procent.
Kræver regulering og kvoter
Tallet er nærmest uforandret gennem de seneste 10 år, og nu mener et stigende antal kulturledere og kunstnere, at der skal lovgivning til.
Det fremgik af konferencen "Kunsten at inkludere", som Center for Kunst- og Interkultur afholdt for nylig.
Hidtil har både politikere, ledere på kulturinstitutioner og kunstnerne selv afvist at indføre reguleringer eller lovgive.
Man har i stedet hvilet på hensigtserklringer.
Nu er det nok
Men konferencen viste, at det er slut nu.
Ifølge Niels Righolt, der er leder af Center for Kunst og Interkultur, ønskede mange af deltagerne, at kulturområdet blev omfattet af de samme reguleringsmekanismer, som gælder inden for staten - fx 4 procent med anden etnisk baggrund.
Samtidig var der et ønske om, at kravet skal lægges ind på alle niveauer, så der ikke blot bliver ansat rengøringsmedarbejderne med anden etnisk herkomst, men også akademikere og chefer.
Altid lidt for eksotisk
Fadime Turan er en af de kunstnere, der er træt af situationen og nu peger på kvoter som eneste vej frem.
Det er ifølge Fadime Turan ikke rimeligt at fastholde folk i en situation, hvor der ikke er en etnisk ligestilling.
Og derfor bliver man nødt til at ty til regulering af området, mener hun. Kun på den måde kan man nå frem til en situation, hvor der ikke er brug for kvoter.
Mangfoldigt selvbillede
I stedet ønsker hun, at man i Danmark kan få et mere mangfoldigt selvbillede, som det kendetegner mange amerikanere.
I USA har alle indvandrerbaggrund, siger hun, og derfor er det ikke mærkeligt at se en skuespiller med anden etnisk baggrund på scenen.
Hun understreger, at der i det danske samfund er en tendens til at gøre folk med anden etnisk herkomst mere eksotiske, end de er.
For eksempel nævner hun, at Matas-medarbejderne altid giver hende en mørkere foundation, end hun har behov for, når hun er på makeup-indkøb.