En skefuld sukker holder vaccinen kølig
19. februar 2010 kl. 17:10
på
P1
En ny opdagelse kan løse et af de største logistiske problemer med udbringning af vacciner til børn i blandt andet Afrika. Her ender store mængder af vacciner ofte med at stå hen i et pakhus i en havneby og henfalder til de ikke længere kan bruges.
Problemet er særdeles alvorligt. Verdenssundhedsorganisationen WHO anslår, at der hvert år dør 2,5 millioner børn af sygdomme, som kunne være forhindret, hvis bare vacciner var nået frem. Men distributionssystemet, klimaet og infrastrukturen er imod den skrøbelige medicin, som skal holdes ved en bestemt temperatur for.
Sukkerindpakning holder på vaccinen
Forskere fra Oxford universitet synes nu at have fundet en ny måde indpakke og fragte vaccinerne på. Den beskriver de i en artikel i tidsskriftet Science Translational Medicine.
Kort fortalt blandes vaccinen med to slags sukker og tørres på et stykke filtrerpapir. Efter vandet er fordampet forbliver vaccinen indkapslet i sukkermassen på papiret. Den kan så opløses i en bestemt mængde vand når den skal anvendes.
I sin nye sukkerhind viste vaccinen sig at kunne holde i op til et halvt år, selv ved 45 grader.
Penge til flere nye vacciner på vej
Forskningen og arbejdet bag den nye sukkervaccinerne er sket i samarbejde mellem Oxford og firmaet Nova Bio-Pharma Technologies. Men det er også penge fra Microsoft-ejeren Bill Gates og hans kone Melindas fond, som har støttet op om projektet.
Og det er ikke sidste vaccineprojekt, som Gates-fonden vil putte penge i. Ved det verdensøkonomiske Forum i Davos i Schweiz tidligere på måndenen annoncerede fonden, at den ville donere over ti milliarder dollars til forskning i nye vacciner over de næste ti år. De penge kommer oven i de fem milliarder dollars, som fonden allerede har doneret.