Kina nr. 3 ved World Wide Mr. Gay
02. marts 2010 kl. 17:10
på
P1
Kina er netop blevet nummer tre ved World Wide Mr. Gay i Oslo. Men vejen dertil var en lang march fuld af forhindringer og fordomme.
Radiomanuskript:
Kina blev nr. tre ved World Wide Mr. Gay i Oslo tidligere på måneden - en placering, som de ellers så medaljeglade kinesiske myndigheder ikke er stolte af. Selvom det sådan set er lovligt at være homoseksuel i Kina, er det omgærdet af fordømmelse og uvidenhed. Desuden er det i direkte strid med kongfuzianismens sønlige pligt til at føre slægten videre. Kinas homoseksuelle kæmper for plads til at eksistere, og fremad går det med meget små skridt frem - og også ind imellem tilbage.
I det kommunistiske Kinas første år eksisterede de overhovedet ikke, og homoseksualitet blev stemplet som et sygt udtryk for vestlig dekadence. Og selvom bøsser ikke officielt eksisterede, var sodomi blandt mænd forbudt i en årrække helt frem til 1997. At være homoseksuel var ikke forbudt, men blev regnet for perverst og abnormt - og var stemplet som behandlingskrævende sindslidelse frem til 2001 i Kina. Lovliggørelsen til trods er det stadig ikke let at være homoseksuel i Kina.