Embedsmænd favoriserer Vestas og Siemens
05. marts 2010 kl. 17:10
på
P1
Embedsmænd anbefaler nu at Vestas og Siemens skal favoriseres frem for andre firmaer, når de drejer sig om at få adgang til pladsen på det havvindmøllecenter, som - måske - bliver placeret i Østerild.
Det sker fordi regeringen vil have Vestas og Siemens til at blive i Danmark, viser et internt notat, som Orientering er i besiddelse af.
Ulovlig diskrimination
I notatet, som handler om finansieringsmodeller, anbefaler et flertal af embedsmændene, at de virksomheder, som producerer i Danmark, skal have fortrinsret til 4 ud af de 7 pladser.
Men den slags forskelsbehandling er usaglig, vurderer en ekspert i dag, hvor høringsfristen slutter for den VVM-redegørelse, som ligger til grund for valget af Østerild Klitplantage.
- Det store problem er, at de virksomheder der er domicileret i Danmark gives en fordel. EU-retten indeholder et generelt forbud mod diskrimination, og det står man meget fast på, siger Peter Pagh, der er professor i jura ved Københavns Universitet.
Skal skaffe arbejdspladser
I notat fremgår det, at testcenteret skal være med til at tiltrække udenlandske udviklingsarbejdspladser til Danmark.
- Hvis en virksomhed der ligger i Sverige ønsker at være med, hvorfor skulle den så stilles ringere end de andre. Det mener jeg ikke man kan give en saglig begrundelse for. Det ser ud om som man vil give nogen en fordel for at få dem til at blive i landet, og det er ikke et lovligt hensyn at tage, siger Peter Pagh.