Irak vakler på vej mod demokrati
08. marts 2010 kl. 17:10
på
P1
Irak har taget endnu et vaklende skridt på vej mod en demokratisk samfundsindretning.
Sådan vurderer Orienterings mellemøstmedarbejder Birgitte Vestermark weekendens parlamentsvalg i landet.
Helt uproblematisk var valget dog ikke, fastslår Birgitte Vestermark, der for nylig besøgte det urolige land.
- Det er for tidligt at sige at valget var en klokkeklar succes. Man kan sige, at det kunne have været gået meget meget værre, og det er flot at valget overhovedet bliver afholdt, siger hun.
Har selv stået for sikkerheden
Der har været forsøg at spolere valget med voldshandlinger, og i går blev 38 indbyggere i Bagdad blev dræbt af terrorister som optakt til dagens parlamentsvalg.
Et valg hvor irakiske soldater, betjente og officielt tilknyttede militser selv har stået for sikkerheden.
Men det afholdt tilsyneladende ikke et flertal af vælgerne i at troppe op på de mere end 50.000 valgsteder.
- Folk viste, at de germe vil et demokratisk Irak. Det er et positivt tegn. Desuden er der meldinger om at valgdeltagelsen i Sunni-områderne er høj, så der er grund til at sige tillykke, fortæller Birgitte Vestermark.
Mindre sekterisk vold
Allerede efter de første måneder af året kan man se på statistikkerne, at aldrig har færre civile irakere måttet lade livet som ofre på den politiske eller religiøst sekteriske vold, der fulgte i kølvandet på krigen og Saddamregimets opløsning.
Iraks sunni-muslimer har haft svært ved at vænne sig til at de ikke sidder på magten i landet længere, og de valgte i 2005 at boykotte valget.
- Dengang regnede de med at de kunne få indflyelse ved at boykotte valget. Nu er de blevet klogere, og de har fundet ud af, at hvis de vil have noget indflydelse er de nødt til at deltaget i den demokratiske proces, siger Birgitte Vestermark.