USA: Præster beskyldes for at skabe finanskrise
09. marts 2010 kl. 17:10
på
P1
De såkaldte megakirker i USA har udviklet sig til deres nuværende størrelse gennem de sidste tre-fire årtier. På grund af de mange millioner medlemmer og præsternes mindre beskedne og ret højlydte fremtoning har de påkaldt sig en del opmærksomhed. Modstandere af kirkerne har blandt andet beskyldt dem for racisme, fjendtlighed over for homoseksuelle og alt for meget politisk indflydelse.
Kritikernes seneste skud på stammen lader imidlertid ikke de tidligere noget tilbage. Nu beskyldes megakirkerne nemlig for at være årsag til nedsmeltningen af det amerikanske boligmarked og den deraf følgende finanskrise.
- Tro på Gud og du vil blive rig
Prosperity Gospel, som på dansk kaldes herlighedsteologi eller lykkereligion, er en betydelig bevægelse inden for kristendommen i USA og en væsentlig drivkraft bag megakirkerne. Kirkerne har mange tusinde på kirkebænkene hver søndag og flere millioner tilhængere i USA og rundt omkring i verden.
Kirkernes teologiske udgangspunkt er ikke helt, som vi normalt kender det: Mange kristne tror på, at hårdt arbejde, beskedenhed og et gudsfrygtigt liv på jorden vil sikre dem lønnen i himmeriget. I de amerikanske megakirker er budskabet anderledes: Hvis du accepterer og tror på Gud, vil Gud skænke dig rigelige mængder af materiel velstand i dit jordiske liv.
Materialismens sejrsmarch
Religionshistoriker Jonathan Walton er en af kirkernes kritikere, og sammen med andre religionsforskere og eksperter argumenterer han for, at den positive materialismes sejrsmarch havde en finger med i spillet, da det amerikanske boligmarked kollapsede i 2007.
Walton har tilbragt meget tid i de største amerikanske Prosperity Gospel-kirker. Her har han ofte hørt præsterne sige til deres menigheder: Selvom du er klar over, at din økonomi ikke var god nok, åbnede Gud alligevel mulighed for, at du kunne få et nyt hus. Du ved, at banken formentlig ville have sagt nej, men du troede på Gud og gik i banken alligevel. Og så sagde banken ja.
- I kirkerne så jeg masser af mennesker gå op på scenen for at fortælle, at de fik deres lån til huset uden udbetalinger og på trods af, at deres økonomi slet ikke kunne klare det, fortæller Walton.
Sammenhæng mellem kirkevækst og tvangsauktioner
Ifølge Walton har det en enorm effekt, når tusinder af mennesker hører den slags søndag efter søndag.
- Selvfølgelig tror de, at Gud har en finger med i spillet og kan afgøre, om de får et lån eller ej, og selvføgelig går de ind i banken og beder om et lån, selvom de godt ved, at de ikke har penge til det, siger Walton.
Sammen med andre af kirkernes kritikere påpeger han, at der er en demografisk sammenhæng mellem væksten i megakirkerne og de områder i USA, som er ramt hårdest af tvangsauktioner. Megakirkerne er skudt op i nybyggede forstadsområder med stor vækst og i fattige bykvarterer i stater som Florida, Arizona og Californinen. Og det er lige præcis dér, at lånekrisen har sat sit største aftryk.