Forsonende toner efter bosætter-ballade
17. marts 2010 kl. 17:10
på
P1
Det tætte israelsk-amerikanske forhold blev sendt til tælling med sidste uges knock out-agtige melding om at bygge 1600 nye jødiske boliger i det israelsk besatte Østjerusalem.
I de seneste dage har telefontrådene glødet tværs over Atlanten, hvor USA og Israel har forsøgt at rede de diplomatiske tråde ud og bringe deres indbyrdes forhold tilbage på sporet.
Klokkeklar ydmygelse
De Israelske byggeplaner blev offentliggjort samtidig med at den amerikanske vicepræsident Joe Biden var på fredsmission i landet og var en klokkeklar ydmygelse, der straks sendte forholdet mellem de to lande til et historisk lavpunkt.
USAs viceudenrigsminister Hillary Clinton kaldte det en fornærmelse, ikke bare af Biden, men også af USA og gav Netanyahu en næsten tre kvarter lang telefonisk skideballe fredag.
Hen over weekenden trappede konflikten op med flere verbale udfald. Men det diplomatiske slagsmål blev hurtigt afblæst og er allerede afløst af mere forsonlige meldinger.
De to lande har trods alt for meget brug for hinanden til at tåle at være alvorligt uvenner.