Nyt år for Neptun
Orientering 12. juli 2011 kl. 16:20
på
P1
Galileo var den første der så planeten Neptun i sit teleskop. Det var i 1612. Men uden at være klar over, at det han så var den 8. planet efter Solen, med en masse 17 gange større end Jordens. Galileo troede, som mange efter ham, at det var en bleg stjerne han havde set.
Først den 23. september 1846 lykkedes det en tysk astronom, der fulgte en fransk matematikers anvisninger, at rette teleskopet i Berlins Observatorium mod Neptun og vide, at det han så var en planet.
Nu er Neptun tilbage på den position, hvor den først blev observeret. Det tager nemlig den blå planet 164,79 jordår at komme en enkelt tur rundt om solen.