Store mængder CO2 er lagret i de grønne områder i klodens byer
Orientering 13. juli 2011 kl. 17:22
på
P1
Det er typisk i byområderne, at de store industriområder lukker kuldioxid ud i døgndrift, mens personbilerne holder side om side i myldretids-køer med motorerne tændt. Men ny forskning tyder på at byerne ikke kun har en negativ effekt på det globale CO2-regnskab.
I de hidtidige opgørelser af klodens evne til at absorbere kulstof er der blevet skelnet skarpt mellem byområder - der udleder CO2 - og så planetens skove, landbrug og andre grønne områder der har stået alene med den sisifos-opgave det er, at omsætte al det CO2 der bliver lukket ud i byerne til kulhydrater med en hjælpende hånd fra solen og noget vand - det er den proces man kalder fotosyntese.
Men de nye resultater fra britiske forskere tyder på at byområderne selv kan være med til at løfte ansvaret for at binde kulstof.
Forskerne har kigget nærmere på byen Leicester i det centrale England - en by med omkring 300.000 indbyggere fordelt på 73 kvadratkilometer.
Ved hjælp af satellitfotos kortlagde forskerne byens parker, golfbaner, legepladser, flodbredder, private haver og andre grønne områder og udregnede derefter byens evne til at absorbere kulstof. Og resultatet var overraskende.
231.000 tons kulstof var bundet i byens grønne områder - et tal der var ti gange større end forskerne havde forventet og et tal der i omtrent svarer til hvad 150.000 personbiler udleder på et helt år.
Igennem det 20. århundrede tidobledes befolkningstallet i verdens byer. På trods af den voldsomme urbanisering er der hidtil kun gjort meget sparsomme forsøg på at undersøge, hvordan byers økosystemer påvirker det globale CO2-regnskab og derfor har de britiske myndigheder kalkuleret med et rundt nul når de skulle vurdere byområdernes evne til at absorbere kulstof.
- Vores studier viser at det er forkert, forklarer en af de ledende forskere bag undersøgelsen, Zoe Davies fra universitetet i Kent, der fortæller at især store træer er gode til at absorbere kulstof - vel at mærke hvis de er plantet det rigtige sted og får tid og plads til at vokse sig store.