Justitsministerium modsiger FBI om miltbrandbreve
Orientering 28. juli 2011 kl. 16:20
på
P1
Da det amerikanske forbundspoliti sidste år formelt afsluttede sagen om de breve med miltbrand, der blev sendt i kølvandet på terrorangrebene den 11. september 2001, var meldingen klar. Afsenderen var en psykisk ustabil videnskabsmand fra den amerikanske hærs forskningslaboratorium, der begik selvmord inden han blev arresteret.
Det er der nu sået tvivl om. Af det amerikanske justitsministerium.
Det amerikanske justitsministerium har rokket ved væsentlige led i den kæde af indicier som FBI byggede sin sag på om de breve med miltbrandsporer, som amerikanske medier og politikere modtog i ugerne efter terrorangrebene den 11. september 2001.
FBI var overbevist om, at en af den amerikanske hærs egne forskere, som tog sit eget liv umiddelbart inden han skulle anholdes, havde såvel midler, motiv og mulighed til at være afsender.
Men i en erstatningssag har justitsministeriet plæderet for, at hærens laboratorium ikke havde de fornødne faciliteter til at fremstille sporer i den kvalitet og mængde, der var i brevene.