Rabbiner går ind for vielse af bøsser og lesbiske
Orientering 21. september 2011 kl. 17:38
på
P1
Ortodokse jøder tager det Gamle testamente på ordet. I de fem Mosebøger bliver der ialt 613 steder givet klare forbud og påbud, om hvordan et menneske, skal leve sit liv.
Et af påbud, der - for ortodokse jøder - stadig gælder, er for eksempel, at man skal bringe børn til verden og blive mangfoldige.
Bibelen forholder sig også til menneskenes sexuelle adfærd. En mand må ikke spilde sin sæd, han skal holde sig fra urene kvinder, må ikke ligge hos søstre, mostre eller niecer og han må ikke ligge hos en mand, som han ville ligge hos en kvinde, står der skrevet.
Det gør det i princippet umuligt at være både ortodoks jøde og homoseksuel. For ikke alene er sex mellem to mænd forbudt - en mand der ikke kan - eller vil - være sammen med en kvinde, kan ikke opfylde påbudet om at bringe børn til verden
Ikke desto mindre findes homoseksualitet i de ortodokse jødiske samfund som i alle andre samfund og med den stigende åbenhed omkring seksualitet i det omliggende israelske samfund, er det også blevet noget visse ortodokse rabbinere har følt det nødvendigt at forholde sig til med andet end skældsord.
Rabbiner Araleh Har ’el har fundet en kreativ løsning på et af de homoseksuelle ortodokses største problemer, det med at få børn. Orienterings Hanne Foighel har mødt ham.