Færre dør af malaria
Orientering 19. oktober 2011 kl. 16:29
på
P1
Omsider synes bekæmpelsen af malaria at have fat i en lang ende. Antallet er malariadødsfald, hovedsagelig blandt børn, er faldet fra 985.000 i 2000 til 781.000 i 2009. Samtidig med at flere og flere lande enten er blevet erklæret malariafri eller er godt på vej til at blive det.
For at WHO erklærer et land malariafrit skal det dokumenteres, at der ikke forekommer lokal smitte med malaria i mindst tre på hinanden følgende år. Importerede tilfælde, hvor smitten bevisligt er sket uden for landet, påvirker ikke den malariafri status. Kun hvis importerede tilfælde smitter videre via lokale myg.
I en ny rapport fra Roll Back Malaria kampagnen - som er et partnerskab mellem WHO, UNICEF, UNDP og Verdensbanken peges på tre faktorer, der har haft afgørende betydning for de seneste 10 års fald i såvel malariadødsfald som -tilfælde: Myggenet, som er imprægnerede med langtidsvirkende insektmidler, bedre medicin og hurtig og teknologisk simpel diagnosticering.
De tre faktorer kan, ifølge professor Flemming Konradsen, dog ikke forklare hele faldet. For nogle steder begyndte antallet af tilfælde eksempelvis at blive mindre, inden den intensiverede indsats begyndte.