Tysk økonomi bremser op, siger minister
Orientering 18. januar 2012 kl. 16:28
på
P1
Tysklands økonomi bremser hårdt op i 2012, hedder det nu også officielt fra regeringen i Berlin.
Den såkaldte 'årsberetning for økonomien' blev præsenteret i dag, og i stedet for 2,9 procents økonomisk vækst som sidste år, venter økonomiminister Philip Rösler kun 0,7 procents vækst i år - i årets første tre måneder endda kun 0,1 procent.
De nye prognoser er dystre, men de er faktisk lidt mere optimistiske end gennemsnittet af de forudsigelser, der er kommer fra uafhængige tyske økonomer og økonomiske forskningsinstitutter. Tager mange gennemsnittet af, hvad de har sagt i de seneste uger, så venter der en tysk vækst på kun en halv procent i 2012.
Men - det er stadig vækst, og økonomiminister Philip Rösler venter fortsat markant fremgang for beskæftigelsen. Overraskende for mange er det denne gang ikke eksporterhvervene, han venter den økonomiske dynamik fra, men indlandsproduktionen.
En del af ministerens analyse bygger på, at han og regeringen regner med, at tyskerne i snit får tre procent flere penge mellem hænderne i årets løb, og at de bruger dem i stedet for at spare op.