Lukashenko ønsker at dræbe sin hoved-modstander
Orientering 27. januar 2012 kl. 17:39
på
P1
Med valgsvindel, tortur, overfald og langvarige fængselsdomme har præsident Aleksandr Lukashenko gjort sit bedste - eller værste - for at udrydde enhver opposition.
Efter sammenstøddene efter Lukas valgsvindel i december 2010 blev 2000 mennesker arresteret. De fleste af dem er nu løsladt, men Luka holder stadig omkring 50 oppositions-ledere og -aktivister bag tremmer.
Iblandt dem er lederen af oppositionen Andrei Sannikov, der i maj blev idømt 5 års fængsel.
I december fortalte Sannikovs mor og søster her på Orientering om, at de rent faktisk ikke vidste, hvorvidt han stadig var i live.
I onsdag fik Sannikovs kone så endelig en chance for at mødes med sin mand - efter ikke at have set eller hørt fra ham i et halvt år.
Og det var ikke gode nyheder: Irina Khalip - Sannikovs kone - fortæller, at hendes mand er blevet udsat for tortur. Og at der er stærke tegn på, at Lukashenko ønsker at slå ham ihjel.