Tyske politikere overvåges i stor stil af spiontjenester
Orientering 30. januar 2012 kl. 16:44
på
P1
Overvågning og indsamling af personlige data fremkalder allergiske reaktioner hos tyskerne, der i forrige århundrede har oplevet to overvågningsstater. Landet er i disse år præget af heftige diskussioner om behovet for overvågning på den ene side og beskyttelse af personlige oplysninger på den anden. Og tyskernes indvendinger mod overvågning bliver efterhånden også hørt i EU-toppen.
Herhjemme fik politiets efterretningstjenestes overvågning af socialdemokraten og folketingmedlemmet Henrik Sass Larsen de hjemlige bølger til at gå højt i efteråret.
Men dén debat er ingenting sammenlignet med den storm, der i den senste uge har rejst sig i Tyskland efter at det kom frem, at de tyske spiontjenester har overvåget 27 medlemmer af partiet Die Linkes parlamentsgruppe i Berlin, og til dels stadigvæk gør det. Det er sådan omtrent hver tredje Linke-politiker i forbundsdagen, der udspioneres.
Og som om dét ikke er nok, så indrømmer indenrigsministeriet, at også politikere fra kansler Angela Merkels CDU og fra det største oppositionsparti Socialdemokraterne er blevet overvåget af efterretningstjenesten.
Det her har spionerne helt misforstået, siger Die Linkes ordfører Gregor Gysi: Det er ikke spionerne, der skal kontrollere parlamentet, men parlamentet der skal kontrollere spionerne.
Oven i det er det i samme periode kommet frem, at staten i stigende grad gennemlyser tyskernes private konti. Det viste sig også, at Berlins politi har overvåget indbyggernes mobiltelefoner i stor stil.
Tiltagene er benzin på bålet i en indædt tysk debat. Slaget udspiller sig om behovet for overvågning på den ene side, og beskyttelse af personlige oplysninger på den anden.