Hamas mørklægger Gazastriben
Orientering 20. februar 2012 kl. 16:29
på
P1
Der er lukket for strømmen i Gazastriben. Men der er ikke tale om en politisk blokade af Gaza. Det er i stedet Hamas-regeringen, som har taget befolkningen som gidsel i et internt politisk magtspil.
I torsdags, den 16. februar, stoppede strømmen fra Gazas eneste centrale kraftværk, fordi der ikke var mere dieselbrændstof til at drive turbinerne. - Du kan slet ikke forestille dig hvordan det er at leve her, siger Khalil Shahin, fra det palæstinensiske menneskerettighedscenter i Gaza.
De fleste af de godt 1.7 millioner indbyggere i den Hamas-kontrollerede del af det palæstinensiske selvstyre lever for øjeblikket uden elektricitet i 15-17 timer i døgnet. Nationale og internationale menneskerettighedsorganisationer har udsendt nødråb, og hospitalerne frygter, at de snart heller ikke kan holde dialyseapparater og kuvøser kørende.
- Situationen er gået fra dårlig til katastrofal, forklarer Imam Jabour fra den israelske menneskerettigheds organisation Gisha. Vandforsyningen er standset og helt almindelige ting som skolegang og undervisning på universiteterne er blevet umuligt, fordi der ikke er nogen elektricitet.
Der er denne gang ikke tale om en politisk blokade imod Gaza, tværtimod har både Egypten og Israel tilbudt omgående at sende brændstof.
Afhængig af smuglet brændstof
Sidste år besluttede Hamas regeringen i Gaza helt at holde op med at købe brændstof og benzin fra Israel og i stedet gøre brug af det langt billigere alternativ, der løber i smugler tunneler fra Egypten. Der har brændstoffet flydt uhindret i over et år, kontrolleret af Hamas, der har opkrævet told på videresalget, men nu er forsyningen til Gaza standset.
Khalil Shahin forklarer, at der hersker en række uofficielle forklaringer på dette. En er at egypterne ikke vil finde sig i den told, Hamas lægger på brændstoffet til Gaza. Andre lyder på at det er udtryk for et politisk pres, eller at egypterne selv vil tjene mere og derfor sætter prisen op. Endeligt er der den mulighed, at Egypten siden revolutionen har haft svært ved at få styr på brændstofsituationen, og at der derfor er lagt restriktioner på forsyningerne til Sinai-ørkenen, hvorfor beduinerne ikke har nok til også at smugle til Gaza.
Tilbud om brændstof afvises
Egypterne har tilbudt Hamas-regeringen at sende forsyninger til Gaza omgående, men gennem den officielle handels grænse Keren Shalom, og altså ikke gennem smuglertunnelerne.
Det har Hamas dog afvist, fordi det i så fald er selvstyret i Ramallah, der vil modtage brændstoffet, og Hamas vil ikke kunne indkræve den told, man hidtil har lagt oveni prisen på brændstoffet.
Israel har også tilbudt omgående at sende brændstof til Gaza gennem styret i Ramallah, så i det mindste hospitalerne kan drive deres nødgeneratorer, men også det har Hamas afvist. Det palæstinensiske menneskeretscenter og andre menneskerettighedsorganisationer i Gaza, opfordrer de to palæstinensiske regeringer til at holde op med at lade deres interne strid gå ud over befolkningen.