Burmas opposition udnytter den nye frihed
Orientering 20. juni 2012 kl. 16:33
på
P1
Studenteroprøret for demokrati i Burma i 1988 blev mødt med massiv undertrykkelse og blodig hævn. Mindst 3000 mennesker blev dræbt af politi og militær, andre sad fængslet i årevis, atter andre flygtede i eksil. I den periode kom den senere demokratileder Aung San Suu Kyi hjem til Burma for at passe sin døende mor. Oprøret blev Aung San Suu Kyis politiske vækkelse, så også hun gik ind i kampen for et demokratisk Burma.
Nu er flere politiske fanger løsladt i dét, der i dag hedder Myanmar, og som også på andre område har undergået betydelige forandringer. Det nye Myanmars amnestier omfattede adskillige af Generation 88's aktivister - den fremmeste af dem er Ko Ko Gyi, én af meget få burmesere uden for regionen, der kan matche Aung San Suu Kyi i moralsk autoritet.