Feminister angriber russisk patriark
Orientering 26. juli 2012 kl. 17:17
på
P1
En ung kvinde med nøgen overkrop forsøgte at kaste sig imod ham og råbte "Forsvind!" til den russiske ortodokse kirkes overhoved, da han kom gående over landingsbanen. På ryggen havde kvinden påskriften "Dræb Kirill" - på engelsk, altså "Kill Kirill" - tegnet med store sorte bogstaver.
På det foto, Moscow Times bringer af optrinnet, bliver kvinden med en knytnæve i vejret skubbet væk med en skulder af en mand i lang sort kirkelig klædedragt og en anden mand i let jakkesæt, muligvis en sikkerhedsvagt, kommer løbende til.
Kvinden kommer ifølge avisen fra den feministiske gruppe Femen. Gruppen har på sin blog beskyldt patriarken for at skade Ukraines interesser. Kvinderne mener at patriarken vil trække Ukraine med i en eurasisk union, og så kritiserer de patriarken for at opmuntre til at aktivister der er kritiske over for Putin, bliver sat i fængsel.
Det sidste kan være en henvisning til den russiske punkgruppe og feministiske aktivist-gruppe "Pussy Riot". Gruppen har flere gange optrådt i aktioner med kritik af Putin, men den mest opsigtsvækkende aktion var deres selvbestaltede optræden i Frelskerkatedralen i Moskva i februar. Her sang Pussy Riot om at Jomfru måtte hjælpe med at smide Putin ud.
I øjeblikket sidder tre kvinder fængslet efter optrinnet. De er anklaget for bølleoptøjer og kan, hvis de bliver kendt skyldige, blive idømt op til 7 års fængsel. Amnesty International karakteriserer dem som "samvittighedsfanger".
Patriark Kirill har i skarpe vendinger fordømt aktionen som han har kaldt blasfemisk og absolut ikke nogen harmløs vittighed.
"Djævelen griner af os - vi har ingen fremtid hvis vi tillægger den slags spot værdi som et udtryk for politisk protest", har patriarken sagt.
En række russiske og internationale kunstnere er gået i brechen for kvinderne og beder styret om at anlægge en mild linje over for dem.
Den mangeårige russiske popdiva Alla Pugatjova,- der tidligere har støttet Putin - foreslår at de vel i det mindste kan nøjes med at blive idømt samfundstjeneste.