Store økonomiske tænkere - Joseph E. Stiglitz

• Hør indslag   (28:07)

Ole Bruus, Orienterings mangeårige, økonomiske medarbejder tilrettelagde i 1997 en samtalerække om store økonomiske tænkere gennem tiderne. En udvalgt del af disse samtaler har været genudsendt denne sommer.

Her får serien en efternøler - affødt af en nysgerrighed over, om der mon ikke blandt de nulevende økonomer kunne være i hvert fald én, det kunne være værd at portrættere.

- Jo, mener Jesper Jespersen, professor i økonomi ved Roskilde Universitet: Den amerikanske økonom Joseph E. Stiglitz.

Joseph Eugene Stiglitz, årgang 1943,blev født i Midtvesten under 2. verdenskrig, af forældre, som ikke var velstillede, og som længe var præget af 30'ernes dybe økonomiske krise. De stemte på Demokraterne og navnlig for moderen var Franklin D. Roosevelt det store forbillede både politisk og socialt.

Den familiemæssige baggage af en liberal tradition, et socialt engagement og tro på fornuften har præget Stiglitz akademiske og politiske karriere. Hans uddannelse bestod af både natur- og samfundsvidenskab. Han valgte dog at afslutte sit studium inden for matematisk betonet økonomi fra et af de førende østkyst-universiteter, MIT (Masachusetts Institute of Technology), hvor han var blevet undervist af en perlerække af professorer, hvoraf adskillige siden fik den attråede invitation til at komme til Stockholm i december for at modtage en Nobelpris.

Efterfølgende var han et år i Cambridge, England, hvor han oplevede den britiske Keynes-tradition; men følte sig ikke specielt tiltrukket - for megen verbal kritik og for lidt formaliseret kritisk analyse af det markedsøkonomiske systems funktion. Han vendte derfor hurtigt tilbage til MIT, hvor han skrev sin doktor-afhandling om de markedsmæssige vilkår for økonomisk vækst. En af konklusionerne var, at socialt afbalanceret vækst fordrer en velfungerende, og derfor reguleret markedsøkonomi.

Et tilbagevendende tema for hans forskning har været at undersøge, hvorfor det markedsøkonomiske system, der omgiver os, ikke er så velfungerende, som det ifølge den dominerende neoklassiske teori angives at være. Hvorfor er der fortsat arbejdsløshed og fattigdom, navnlig i et land så rigt som USA?

Disse spørgsmål vedrørende markedssystemets dysfunktion blev yderligere eksponeret gennem hans forskningsophold i Kenya 1969-71 - et også den gang fattigt land præget høj arbejdsløshed, ulighed og armod. Hvilke faktorer er det, der stiller sig hindrende for, at det samfundsøkonomiske system kan fungere, som det er beskrevet i de traditionelle lærebøger?

De efterfølgende 20 års forskning førte til en række banebrydende resultater, der begrunder, hvorfor de hidtidigt anvendte markedsmodeller ikke giver en udtømmende beskrivelse af den økonomiske virkelighed. På nogle områder, nåede han til konklusioner, der var i direkte modstrid til de eksisterende modeller, men bedre til at forklare den faktiske udvikling.

Da Stiglitz i 1992 blev økonomisk politisk rådgiver først som medlem af og siden som formand for Bill Clintons Council of Economic Advisors og efterfølgende 1997-2000 som Vicepræsident og cheføkonom i Verdensbanken, forsøgte han at ændre det analytiske grundlag, hvorpå den økonomiske rådgivning blev baseret i overensstemelse med sine forskningsresultater.

Som rådgiver i Verdensbanken stillede han sig kritisk overfor den hidtidige u-lands-politik, der blev sammenfattet under betegnelsen the Washington Concensus. Her kræves omfattende liberaliseringer af u-landenes økonomier som betingelse for opnåelse af lån navnlig fra IMF (den internationale valutafond), men også fra Verdensbanken.

Den sydøst-asiatiske krise, der udspillede sig i disse år, afslørede - efter Stiglitz vurdering (fremlagt i bogen Globalization and Its Discontents fra 2002) - at de politiske krav, som IMF stillede i forbindelse med långivning til bl.a. Thailand, Indonesien og Syd Korea havde forværret krisen, navnlig for den fattigste del af befolkningen.

Uenigheden var så udtalt, at Stiglitz i løbet af få år måtte søge sin afsked og vendte tilbage til den akademiske verden som professor ved Columbia University i New York. Her var betydeligt mere værdsat, idet han i 2001, sammen med to kolleger, fik tildelt Nobelprisen i økonomi - eller Sveriges Riksbanks pris i de økonomiske videnskaber til minde om Alfred Nobel, som den rettelig hedder - for sin forskning i markedsøkonomiens funktion. Det var navnlig betydningen af, at de samfundsøkonomiske aktører har forskellig information til rådighed, når de handler, som får markedsøkonomien til at fejlfungere.

Nobelprisen har dog ikke fået Joseph Stiglitz til at hvile på renomeet. Fagligt har han bevæget sig i retning mod en makroøkonomisk tænkning, der favner helheder og sammenhænge, og ikke blot som økonomer flest på et mindre, specialiseret felt. Han har senest skrevet bogen The Price of Inequality: How Today's Divided Society Endangers Our Future (2012) og før den Freefall: America, Free Markets, and the Sinking of the World Economy (2010).

Samtidig blander han sig i den offentlige debat og udtaler sig gerne, også som her til Orientering.