Dialog med Iran, en drøm eller en joke
01. februar 2009 kl. 18:03
på
P1
I dag er det nøjagtig 30 år siden Ayatollah Khomeini landede i Teherans lufthavn efter 14 år i eksil. Det blev starten på den islamiske revolution, der vendte op og ned på Iran og ændrede magtforholdene i regionen.
Stormen på den amerikanske ambassade et halvt år senere førte til en højspændt krise i de 444 dage gidselstagningen varede. Det kostede præsident Jimmy Carter genvalg og gav Ronald Reagan sejren. Derefter var der sat en stopper for al samkvem mellem Iran og USA.
I dag er det stadig teknisk ulovligt for amerikanske embedsmænd at have kontakt med iranere. Præstestyret har gennem alle årene været en stadig større sten i Washingtons sko, og præsident George W. Bush udråbte i 2002 Iran som hovedarkitekten i Ondskabens Akse.
Sanktioner og politisk inddæmning har efterladt Iran isoleret internationalt. Iran er klodens eneste betydningsfulde shiitiske regime, og landet har brugt olie og gas som politisk og økonomisk brændstof i kampen for at blive regionens stormagt.
Mullahernes stræben efter atomvåben har skærpet krisen med omverdenen. De omkringliggende sunni-arabiske stater ser med bæven på Iran atomare drømme.
USAs nyudnævnte præsident, Barack Obama, har slået en anden tone an end sine forgængere over for Iran. Han vil godt forhandle, men på klare betingelser om at Teheran opgiver sit atomvåbenprogram.
Tilbudet er ikke blevet afvist men reaktionen fra Iran har været bombastisk iransk retorik om undskyldninger for årtiers lidelser og tilbagetrækning fra Irak og Afghanistan.
Præsident Barack Obama har udpeget et meget synligt hold af erfarne diplomater til at tackle problemerne i regionen. Spørgsmålet er om det er nok til at få Iran tilbage fra den diplomatiske vinterkulde?
Til at debattere dette har vi her i studiet seniorforsker Lars Erslev Andersen, Dansk Institut for Internationale Studier ved Københavns Universitet og DRs mangeårige Mellemøsten-korrespondenter Ole Sippel og Jens Nauntofte.