Krig i Afghanistan på ottende år
11. oktober 2009 kl. 18:05
på
P1
Krigen i Afghanistan har stået på i otte år. Vi, Vesten, er der for at nedkæmpe Taliban og al-Qaida og derigennem stå vagt om vores egen sikkerhed i USA og Europa. Og så er det hensigten at hjælpe afghanerne med genopbygning og demokrati. Er det stadig sandt, og hvis ikke hvad så?
NATO's chef i Afghanistan, den nordamerikanske general, Stanley McChrystal, har udbedt sig yderligere 40.000 soldater. Får jeg ikke det, er der overhængende risiko for, at USA og NATO's mission i Afghanistan mislykkes, siger McChrystal.
Det sagde han i august, og den har de tygget på i Det hvide Hus lige siden. I åbenbar frustration over den larmende tavshed fra Obama-administrationen offentliggjorde generalen forleden sine behov.
Det har McChrystal fået på puklen for af den nationale sikkerhedsrådgiver, James Jones selv tidligere general og af USA's forsvarsminister, Robert Gates. Begge har sagt, at rådgivning af præsidenten bør være åbenhjertig men privat.
General McChrystals træk har bragt præsident Obama i en kattepine og givet ammunition til præsidentens kritikere især i det republikanske parti, men også blandt højrefløjsdemokrater, som ønsker, at han sender flere soldater til Afghanistan.
Andre, blandt dem vicepræsident Joe Biden, mener, at Taliban i Afghanistan ikke udgør nogen trussel mod USA's sikkerhed, og at al-Qaeda i værste fald er sparsomt repræsenteret i Afghanistan. De ønsker øget opmærksomhed på Pakistan, som de ser som en større trussel.
Midt i alt dette har Taliban så selv meddelt verden, at man ikke udgør nogen international trussel. Og så er der præsidentvalget i Afghanistan, det valg, som her snart to måneder efter afholdelsen den 20. august er så besmittet med fusk, at ingen tager dets demokratiske fortegn alvorligt. Alligevel vil den siddende præsident Karzai nok blive anerkendt internationalt som sejrherre.
Men hvor stiller det ham og de magter, som affinder sig med et sådant valg i Afghanistan, som aldrig var blevet gouteret andre steder?
Og kan man stole på medlemmer af Karzais stadigt siddende regering - in casu forsvarsministeren, når han her i weekenden slår fast, at det vælter ind over grænsen med udenlandske krigere, som vil hjælpe Talibans oprør? I følge den afghanske forsvarsminister har omkring 4.000 krigere fra især Tjetjenien, Nordafrika og Pakistan sluttet sig til Taliban.
Eller er det et forsøg på at påvirke præsident Obamas beslutning om forstærkninger eller ej og hvis ja, hvor mange? Den beslutning kommer i følge Det Hvide Hus inden for uger snarere end måneder, når mål og strategi for fremtiden i Afghanistan er afvejet og muligvis revideret i forhold til det, vi kender.