Demokrati-krise i Honduras
I denne uge vender Orientering Søndag tilbage til Honduras for at se på hvad situationen og udviklingen i det lille mellemamerikanske land kan betyde for resten af Latinamerika og regionens forhold til USA og præsident Obama, som man havde store forventninger til - forventninger, som er blevet afkølet på noget, der ligner rekordtid.
Noget, som i mindre grad hænger sammen med præsident Obama selv end med hans udenrigsminister, Hillary Clinton og hendes stab i udenrigsministeriet - mange af dem overlevere fra præsident Bush.
I forhold til kuppet i Honduras, hvor militæret den 28. juni vækkede præsidenten Manuel Zelaya midt om natten og beordrede ham ud af landet på stedet, har USA sejlet ubeslutsom fra kyst til kyst. Man kikke få sig til at fordømme kuppet; Obama gjorde det næsten, men Clinton ville ikke. Alligevel tog man nogle få skridt i retning af økonomisk blokade, men kun delvist, hvor resten af verden lukkede ned økonomisk og diplomatisk for Honduras, der sender 70 procent af sin eksport til USA, som derfor er væsentlig i sammenhængen.
Imens lagde den yderste republikanske højrefløj i USA voldsomt pres på Det Hvide Hus for at anerkende kupregeringen i Honduras. F.eks. har republikanerne nægtet at godkende Obamas viceminister for Latinamerikanske anliggender, Arturo Valenzuela. I Honduras har der fra kuppets første dag været en betragtelig opposition mod kupregeringen. Modstanden er blevet knægtet af såvel politi som soldater. Kritiske medier er blevet lukket, undtagelsestilstand og udgangsforbud håndhævet med magt. Menneskerettighederne er systematisk overtrådt med mishandlede, lemlæstede og dræbte til følge. Alt sammen akkompagneret af larmende tavshed fra Barack Obama.
Honduranerne skal efter planen til præsidentvalg den 29. i denne måned. Et valg, som Organisationen af Amerikanske Stater sammen med resten af det internationale samfund har meddelt magthaverne i Honduras, at man ikke vil acceptere resultatet af, med mindre den afsatte præsident Zelaya genindsættes i den resterende del af den periode, han er valgt til. Det vil sige til hen i januar.
Den fungerende præsident Micheletti har ikke været til at hugge eller stikke i hvad det angår. Så det lød næsten for godt til at være sandt, da det fredag i forrige uge forlød, at Thomas Shannon fra USAs udenrigsministerium sammen med OAS og de stridende parter i Honduras var blevet enige om en aftale, som kunne bane vej for at Zelaya vendte tilbage til præsidentpaladset i spidsen for en forsoningsregering og uden magt over militæret. Til gengæld skulle alle godkende valgets afholdelse og resultat.
Det var også for godt til at være sandt. Man lagde det i hænderne op Honduras’ kongres at godkende aftalen, men den har ferie og formanden vil ikke ekstraindkalde den. Samtidig har kuppræsident Micheletti meddelt, at han selv sætter sig i spidsen for en ’forsoningsregering’. Og fra USA lyder det, at det har man det helt fint med.
Latinamerika med Brasilien i spidsen raser, og samtidig har rige familier og militæret langt sydpå i Paraguay åbenbart fået en god idé inspireret af Honduraskuppet. Noget, der i den forgangne uge fik Paraguays præsident til at fyre hele den militære topledelse.
Alvorlige tider for Honduras og for Latinamerika og USAs fremtid dér. Især i lyset af de senere års demokratisering af regionen og højnelsen af eget selvværd dér.