Fortsat splid mellem øst og vest
Her 20 år efter den tyske genforening er der flere indikatorer af, at omkring halvdelen af tyskerne i øst fortsat ikke er ankommet til vest - i hvert fald ikke mentalt. Det har været - og er en svær tilvænning, og det hjælper ikke, når lønningerne i det vestlige Tyskland er dobbelt så store som i øst, hvor arbejdsløsheden til gengæld er det dobbelte af den i vest.
Vesttyskerne har betalt det hvide ud af øjnene til genforeningen, og de kunne godt tænke sig lidt større taknemmelighed. I stedet hører de jævnligt, at østtyskere føler, at de er blevet overtaget.
Alligevel er der ud over hele Tyskland overvældende tilfredshed med, at genforeningen fandt sted og mener, at den har bidraget til at forbedre tilværelsen.
Men hvor godt hænger Tyskland sammen, når over to millioner er draget fra øst til vest, og når unge med en uddannelse i øst ofte ser en fremtid for sig selv i vest.
Tyskland er i disse år også optaget af at definere sig i relation til immigration og deraf følgende øget religiøs mangfoldighed. Den nye forbundspræsident, Christian Wulff - han tiltrådte i juni i år - brugte sin officielle genforeningstale i Bremen til at minde sine langsmænd om, at islam så vel som kristendommen og jødedommen er en del af tysk kultur nu også.
Det er der så en hel del - både blandt konservative partifæller OG blandt socialdemokrater, som ikke er enige med ham om. Socialdemokraten, Thilo Sarrazin er hverken medlem af Bundesbanks bestyrelse eller socialdemokratiet længere efter at han i en bog udgivet i august fortæller, at muslimske immigranter bliver Tysklands undergang.
Til at tale om Tyskland har jeg i denne uge sammensat dette hold: Michael reiter, er journalist bosat i Berlin, hvorfra han er med på telefon, og her i studiet sidder professor Per Øhrgaard fra CBS, Handelshøjskolen i København og Orienterings egen mand på området, Tage Baumann.