Bølgen i Aceh - et år efter
P1 Tema 24. december 2005 kl. 14:00
på
P1
2. juledag 2005 var det et år siden, at tsunami-bølgen skyllede ind over Aceh på Sumatra. P1 Tema har lavet to en halv times temaprogram fyldt med katastrofe og død - men også med håb og forventninger til en lys fremtid.
Den indonesiske provins Aceh på Sumatras nordspids blev ramt først og hårdest af Tsunami-bølgen 2. juledag 2004. Bølgen skyllede 170.000 mennesker i døden og derefter skyllede verdens sympati henover Aceh.
Et år efter, afløses sorgen gradvis af et forsigtigt håb om at den velstand hjælpearbejdet har bragt med sig, vil holde ind i fremtiden, at århundreders kamp for selvstændighed og isolationen fra verden er slut, men også at gud nu har straffet Aceh hårdt nok.
Torben Brandt og Anne Haubæk fortæller i P1s tema ’Bølgen i Aceh’ historien om Aceh – før og nu og ind i fremtiden - gennem reportager, interviews, tekster og musik.
En dejlig søndag morgen…
Det var en dejlig søndag morgen nede mod stranden i den lavtliggende del af den indonesiske provins Acehs hovedstad Banda Aceh for et år siden. Familier gik tur i skyggen under parkens træer, børnene legede på legepladsen. Et stort kondiløb var i gang på det store grønne område foran byens berømte moske. Et sted var man i gang med at forberede et stort bryllup.
Men inden morgenen var omme, var hele området omdannet til et ragnarok af smadrede bygninger, skibe, biler og menneskekroppe indhyllet eller helt dækket af en halv meter mudder.
I P1s tema ’Bølgen i Aceh’ kan man opleve den skæbnesvangre søndag i Aceh i øjenhøjde, når overlevende fortæller Torben Brandt, hvordan de oplevede katastrofen, og hvad der siden hændte.
Lytterne kan møde Cut Putri, en ung kvindelig læge, der beretter, hvordan gud tog magten over det videokamera, hun skulle have brugt til at dokumentere et stort bryllup i familien, og tvang hende til at dokumentere tsunamibølgens rasen omkring familiens store villa. Og om de to dramatiske døgn det tog hende at bringe videooptagelserne frem til en tv-station i Jakarta – og herfra videre ud på alverdens tv-skærme, blandt andet i Danmark, hvilket fik verdens øjne op for situationens alvor.
Cut Putris videooptagelser var om noget med til at udløse en af de største hjælpeaktioner verden har set – på godt og ondt. Frygtede sygdomsepidemier blev forhindret, der kom nødrationer, folk fik telte og meget mere. Den dag i dag fortsætter hjælpen med at strømme ind i Aceh. Der bygges hoteller til alle de tilrejsende fra det internationale samfund, og enhver Aceh-indbygger, der kan bare den mindste smule engelsk, har kronede dage, med vellønnede jobs i de internationale organisationer.
Medaljens bagside
På medaljens bagside sidder så stadig en masse mennesker og venter på, at det skal blive deres tur… alt i mens de betragter dem der tjener sig rige – eller endnu rigere end de var før. Som fx radiodirektøren Irwan, der modtog al den hjælp til udstyr, han kunne ønske sig fra internationale organisationer, da han ville genstarte en af Banda Acehs bedste radiostationer - Prima FM. Men som i dag må se i øjnene at han har mistet fleste medarbejdere til internationale organisationer, som kan tilbyde højere løn end han – og blandt disse organisationer er også dem, der for et lille år siden gav ham det nye udstyr!
Men på trods af vanskelighederne og traumerne, er sorgen i Aceh nu hastigt ved at blive afløst af en stærk tro på fremtiden. Den isolation, provinsen levede i, før Tsunamien er brudt. Der er sluttet fred mellem Indonesiens militær og selvstændighedsbevægelsen GAM og økonomien blomstrer. Oven i købet er der nogen mener at Aceh kan udvikle sig til at blive en mønsterprovins i Indonesien, hvad angår menneskerettigheder og demokrati. Men hvad er sandsynligheden for at det lykkes?
Hør svaret i ’Bølgen i Aceh’, hvor Torben Brandt og Anne Haubæk fortæller historien om provinsen – før og nu og ind i fremtiden - gennem reportager, interviews, tekster og musik.
Klik på lydlinkene øverst på denne side.