Landkortet over Irak

• Hør udsendelse   (1:45:05)

Peder Mortensen (f. 1934) er adjungeret professor i nærorientalske studier ved Carsten Niebuhr Instituttet på Københavns Universitet og har siden 1956 ledet arkæologiske undersøgelser i bl.a. Irak. Professor Mortensen fortæller indledningsvis om Carsten Niebuhr (1733-1815) og vender derefter blikket mod Mesopotamien. "Bagdad er ikke nogen gammel by, den blev grundlagt i 763 af kalif al-Manzur. De store byer i Sydirak går 5000-6000 år tilbage", fortæller han. Bagdad bliver fra starten det sted, hvor alt foregår, og en senere kalif, al-Maroun, grundlægger verdens første universitet, hvorfra man oversætter de gamle græske forfattere til arabisk. I renæssancen var disse oversættelser grundlaget for europæiske munkes oversættelser fra arabisk. Det er derfor, at vi har en masse arabiske ord, som er kommet med astronomien og lægevidenskaben. Ordet "alkohol" er et arabisk ord, som refererer til processen, hvor man destillerer sprit. "Det blev brugt i lægevidenskaben, udvortes, men så fandt europæerne ud af, at det også kunne bruges indvortes," siger professor Mortensen. Retsvæsenet bliver grundlagt i Bagdad, mens vi selv sidder herhjemme i oldtiden og spiser østers. "Men det er jo også dejligt. Det er ikke altid nogen fordel at leve i en højt civiliseret verden.

" Bagdad - der oprindeligt hed Madinat al-Salam (Fredens By) - var baseret på en stor militærmagt, og allerede 60-70 år efter grundlæggelsen begynder befolkningen at beklage sig over lejesoldaterne i gaderne. I 833 grundlægger kalif al-Muttassim derfor en anden by 80 kilometer nordpå, nemlig Samarra. Herefter bliver regeringsbygningerne og paladserne og de store moskéer flytter derop. I løbet af de næste 50 år bliver Samarra med Mortensens ord "fashionabelt" med kamelvæddeløbsbaner og den slags excesser.

I dag er Samarra med sine 57 kvadratkilometer verdens største ruinby. På luftfotografier kan man stadig se, at den ligger der. En af Samarrras berømte bygninger er Fredagsmoskéen, en kæmpestor moské med den berømte kegleformede minaret, som man går op i via en udvendig trappe. Minareten er højere end Rundetårn. "Jeg har aldrig turdet gå op på den, for der er ikke så forfærdeligt bredt, og der er ikke noget gelænder. Jeg har flere bekendte, som er strandet midt på og hverken turde gå op eller ned."

I øvrigt ved man ikke, hvordan Babelstårnet så ud, men man ved, hvordan minareten i Samarra ser ud. Minareten ender med at blive inspiration for barokkirken San Ivo della Sapienza i Rom, som inspirerer den danske arkitekt Lauritz de Thurah (1706-1759), der byggede Vor Frelsers Kirke på Christianshavn. Men i virkeligheden ligner Vor Frelsers Kirke tårnet i Samarra, mere end san Ivo della Sapienza gør det.

Landskabsarkitekt MAA MDL Søren Harboe (f.1932) havde i 1980'erne til opgave at anlægge parker i Bagdad. På det tidspunkt var der et stort byggeboom, fortæller han. "Der var fuld fart på alting". Harboe husker Tigris-floden og en forslummet bydel, der skulle have et kvarterløft. "Det bankede i hjertet, når man tænkte på, at man kunne få lov at arbejde på et sted, som man kendte fra barnsben. Når man kommer til Mesopotamien, har man jo disse forestillinger om kaliffernes hængende haver, som man kender fra litteraturen." Søren Harboe forsøgte at finde ud af, hvordan irakerne brugte deres parkanlæg. "Hvordan bruger de så deres parker," spørger radioværten? "Det ser man faktisk bedst, hvis man tager på Bellevue om aftenen og kigger på vore indvandrere. Her er moderlige mødre, faderlige fædre og artige børn - det er et meget idyllisk familieliv."

Plantesortimentet i Irak er på en måde ikke så vidunderligt, fordi der er så støvet, siger Harboe, men der er meget socialt samvær omkring damaskenerroserne, som man har haft i Irak i 1.000 år. "Man kan se en voksen mand gå på gaden med en jasminblomst foran næsen for at nyde duften midt i bilosen."

Irakerne var meget glade for græs, men det er deres klima ikke. Derfor brugte Søren Harboe det såkaldte Bermuda-græs fra Sydafrika, som kræver en forfærdelig masse vand, "og fik det ikke det, lignede det mere en kokosmåtte end en græsplæne." Især er den irakiske jordbund genstridig; den indeholder meget finkornet ler, som, når det tørrer ud, bliver helt uigennemtrængeligt og hårdt. "Det værste er, at de traditionelle vandingssystemer bærer kimen til jordens ødelæggelse," siger Søren Harboe. Der sker en proces, når man vander meget - det overskydende vand fordamper, og det trækker saltene i jorden med op til overfladen. "Det kræver underjordiske drænsystemer, der trænger det overskydende vand bort. Jorden er hvid som papir omkring Babylon på grund af forsaltningen."

Forfatteren Erik Stinus (f.1934) var i Irak i 1956, hvor han besøgte et britisk oliefelt, Her arbejdede en irakisk pige som opvasker i køkkenet, som Stinus skrev et digt om 24 år efter. "Vi sagde til hinanden, mens hun stod og vaskede op: 'skal vi ikke love hinanden, at vi ikke vil dø for vores land?' Og så var den konversation for så vidt slut." Erik Stinus har desuden været med til at oversætte poesi af den berømte irakiske digter og biavler Abdul Wahab al-Bayati (1926-1999) til antologien Moderne arabiske digte. Mellem 1955 og 1958 skrev al-Bayati digtet "Sang til Bagdad", mens han var i landflygtighed et sted i verden. Stinus lærte ham at kende mange år senere, da han mødte ham i København i 1970'erne.

Den store danske skuespiller Vera Gebuhr (f. 1916) læser Abdul Wahab al-Bayatis digte "Sang til Bagdad", "Min far på solens vej", "De fattige elskeres dagbog" og "Ordene dør ikke".