Musik
Bertelsen på P1 08. april 2003 kl. 10:00
på
P1
Denne udgave af Bertelsen på P1 er dedikeret til og handler kun om musik.
Filminstruktøren Anders Østergaard (f. 1965) lavede i 1998 en dokumentarfilm om den svenske jazzpianist Jan Johansson (1931-1968), hvis musik er programmets signatur. Østergaard fortæller, at Johansson flyttede fra Stockholm til forstaden Glostrup, hvor han sammen med familien indlogerede sig i et rækkehus. Det var her, i dette borgerlige og kedsommelige miljø, at han begyndte at spille de elskede svenske folkemelodier. "De svenske folkemelodier skifter hele tiden mellem dur og mol," siger Østergaard. "Der er en mellemstemning - en accept af tilværelsen som den er."
Jan Johansson, der egentlig skulle være elektroingeniør, havde et trick, når han sad og spillede foran et stort publikum. "Hvis der var uro i salen, spillede han så lavt, at folk var nød til at dæmpe sig for at høre. Og det virkede hver gang."
Vi hører Jan Johanssons fortolkning af "Lille Lasse sidder og græder" (1968).
Juliana Hodkinson er fra Sydengland og master i musik og filosofi fra Cambridge University. Hun har har siden studeret komposition hos Per Nørgaard og Hans Abrahamsen i Danmark, hvor hun har boet i ti år. Hodkinson har skrevet værker, hvor der indgår lyden af bordtennisbolde eller tændstikker, der bliver tændt. Eller også har hun fået de dygtige og uddannede musikere i kammerorkestrene til at stryge violinen med en blyant. "Jeg er meget interesseret i at koble den præcision, de har, med noget som er nyt for dem."
For tiden skriver hun på en ph.d. om stilhed i musik. "Stilheden er en essentiel side af musikken," siger hun.
Vi spiller hendes intermezzo fra teaterforestillingen Gilles' Requiem. Her er der otte violiner og en harpe de fire violiner spiller med en blyant i den ene hånd.
Carl Bergstrøm-Nielsen er komponist og musikforsker. Her fortæller han om John Cage berømte stykke musik 4'33", som ingen noder har. Det er helt stille og varer 3 minutter og 44 sekunder. Første gang, det blev opført, var i New York i 1952, hvor den unge pianist David Tudor sad på scenen og bladrede partituret igennem uden at røre en tangent. Publikum fandt det voldsomt provokerende. "Tudor sad faktisk bare og læste partituret og var således dybt koncentreret om sin rolle som musiker," fortæller Bergstrøm-Nielsen. Publikum blev temmelig støjende, og flere højlydte mishagsytringer fløj gennem luften. Men der var bare stilhed. John Cage, der havde studeret hos Schönberg, fik ideen i 1947, men der skulle altså gå fem år, før det var klar til fremførelse. Carl Bergstrøm-Nielsen fremfører det i en version der hedder 4"35". Til formålet har han medbragt en sydafrikansk kalimba, et stopur og en præpareret kromatisk mundharpe og en sopranmelodika. Mundharpen rører han ikke, den ligger bare ubenyttet hen mellem ham og radioværten som "en poetisk hemmelighed," som Bergstrøm-Nielsen kalder det.
Efter kraftanstrengelsen - for det er det - er Bergstrøm-Nielsen synligt (og hørligt) lettet.