preload loader
EAB
 

Om En afgørende beslutning

 

Med otte nedslag i dansk udenrigspolitiks nyere historie tegner P1 i en ny serie billedet af en periode, hvor valget ofte har stået mellem vores egne idealer og interesser på den ene side og hensynet til vores allierede på den anden. I programmerne bliver en række markante udenrigspolitikere inviteret i studiet for at diskutere nogle af de afgørende beslutninger, der har formet Danmark. De tre tidligere udenrigsministre Uffe Ellemann-Jensen, Mogens Lykketoft og Niels Helveg Petersen, mødes i første udgave af ’En afgørende beslutning’.

Det svære dilemma
Skal vi satse på en nordisk forsvarsalliance eller melde os ind i NATO? Hvad skal vi sige til USA, når de beder os om at give husly til deres tropper to steder i Jylland? Eller når de spørger, om vi vil vide det, hvis de opstiller kernevåben i Grønland? Skal vi gå ind i EF før Storbritanien? Og skal vi sende dansk militær af sted til Golfkrigen? Det er nogle af de dilemmaer, udenrigspolitikerne tager stilling til i programmerne.

’Den kolde krigs store dilemma afspejler valg, som vi også står med i dag. Hvordan kan vi tackle totalitære stater og religioner? Hvornår skal vi være imødekommende og hvornår skal vi gå imod tendenser, der strider mod demokratiske idealer? Hvor skal vi lægge snittet mellem samarbejde og modstand? Det er Danmarks store dilemma - og til en vis grad hele demokratiets dilemma,’ forklarer Christoffer Emil Bruun.

Christoffer Emil Bruun er vært i P1-programmet 'En afgørende beslutning'.

Historisk indsigt
For at sætte stemningen og opridse situationen indledes hvert program med en kort indføring i den politiske situation, illustreret med originalt arkivmateriale, radioaviser og andre autentiske indslag fra perioden. Herefter åbner Christoffer Emil Bruun op for en debat og til sidst forklares, hvilken betydning den endelige beslutning fik.

Forfatterne bag det danske værk ’Dansk udenrigspolitisk historie’ beskriver de politiske dilemmaer, Danmark har stået i siden 2. Verdenskrig, så der kræves ingen historiske forudsætninger for at følge med. Til gengæld er programmet en god mulighed for at få indsigt i historien og i de beslutninger, der har ført os derhen, hvor vi er i dag.

Send eller anbefal link

 

Lyt til

Podcast udsendelserne

- og hør En afgørende beslutning når og hvor du vil.

 
 
 
 
 

 
 
 
 
Du er her: dr.dk > P1 > P1 Temaer > Den afgørende beslutning

© Copyright DR 2012. Materialet må ikke gengives uden tilladelse jævnfør lov om ophavsret.