Latter og gråd
07. jun. 2007 09.16 Det er sundt at grine - både for krop og sjæl. Men mens vi som børn griner 400 gange dagligt, så forstummer latteren på os som voksne, hvor vi i gennemsnit kun griner 15 gange på en dag.
I P1 på en time kan du møde en coach, der kan hjælpe os med at genfinde barndommens latter.
Du kan møde en mand, der kan få smilet frem, når han søger et kærligt job og har svært ved at se forskel på en jobannonce og en kontaktannonce. Men du kan også høre historien om byggematadoren, der græd, da han mistede alt hvad han ejede.
Entrepenør Boye Nielsen blev erklæret konkurs i 1982, men efter 10 års sagsbehandling fik han udbetalt over 80 millioner kroner. Men selv om Boye Nielsen nu er død, fortsætter retssagen for at give ham oprejsning.
Der er heller ikke meget at grine af for mange unge i dagens Danmark. Udlejningspriserne i byerne er himmelhøje, der er brugerbetaling på uddannelser i sigte og en 24 års regel, der bestemmer over deres kærlighedsliv. Det har nu fået en gruppe unge til at starte Yngresagen. Her vil de tage kampen op mod Ældresagen, der efter deres mening har gjort det så godt, at de unges problemer bliver overset.
Der var lagt op til en afgørende beslutning i Danmarkshistorien i 1963. Den danske statsminister Jens Otto Krag var på besøg hos De Gaulle i Frankrig, og her fik han et tilbud om EF, som han havde svært ved at modstå. Hør hvordan nutidens politikere ville have reageret, hvis det var dem, der skulle have truffet afgørelsen dengang.
Vi slutter af med de kulørte blades historie. Den går helt tilbage til midten af 1800-tallet.